Det blev en ikonisk og vild onsdag aften i dansk politik.
Kendere betragter Morten Østergaards exit som i 'top-5' på den dramatiske skala. Ingen havde for få dage siden forudset, at De Radikales leder ville blive tvunget til at trække sig fra posten som partiformand efter et langt og ydmygende forløb.
De Radikales Samira Nawa var den første, der rejste debatten i B.T. om Jeppe Kofod (S). Var hans 12 år gamle sex-sag nu også helt lukket? Hun meldte klart ud, at for De Radikale var han ikke værdig til at være udenrigsminister.
Dermed satte partiet sig på den absolut højeste hest og eliminerede samtidig forældelsesfristen, som senere skulle ramme Østergaard i nakken. Det var ikke den radikale partiledelses opfindelse, at Jeppe Kofod skulle have en tur mere, men de var nødsaget til at bakke op. Østergaard stiltiende og Sofie Carsten Nielsen på et direkte opslag på Twitter. Derfra så partiet sig ikke tilbage, og begge lå de forrest, når der skulle tales sexisme og om behovet for en anden kultur. Blandt andet i hårde udfald mod Pia Kjærsgaard via Facebook.
'Svaret til de kvinder, der står frem, må ikke være tavshed og fornægtelse... Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du har en historie om sexisme,' skrev Østergaard, og det skulle han nok ikke have gjort. For pludselig landede der en sag på hans eget bord.
Partimedlem Lotte Rod fortalte i første omgang til DR Syd om en sag, der var 10 år gammel, men dog en sag. Hos De Radikale er der ingen forældelsesfrist eller bagatelgrænse, havde partiledelsen jo skrevet vidt og bredt. Deres udtalelser tvang til sidst Jeppe Kofod til at gå bodsgang og undskylde igen – 12 år efter.
Lotte Rod fortalte om en sag, hvor en partifælle lagde en hånd på hendes lår. 'Lige nu er det, som om alle gemmer sig bag, at problemerne er et andet sted. Andre mænd i andre partier...Det sker her hos os,' skrev hun på Facebook i september, og så var den historie, som Østergaard efterlyste, landet på hans eget bord.
Herfra gik alt galt.
Set i bakspejlet har nogle af Morten Østergaards handlinger været alvorlige, men også haft komikkens skær. Han ville først indlede en undersøgelse, vel vidende at han allerede lå inde med alle oplysninger, da han jo selv var involveret. Han kunne bare spørge sig selv.
Senere udtalte han, at han havde talt med krænkeren og givet ham en påtale. Komikken kendte igen ingen grænser. Østergaard gav sig selv en påtale, må man forstå.
Til det sidste og langt ind på mødet i Den Sorte Diamant troede Morten Østergaard på, at han kunne fortsætte, men da først Lotte Rod på mødet påpegede, at Morten Østergaard løj, faldt klokken i slag. Østergaard havde gjort alt det, han anklagede Pia Kjærsgaard for: Benægt og fornægt.
Hykleriet blev for meget, håndteringen for elendig, og Morten Østergaard måtte forlade formandsposten.
Et kampvalg om formandsposten, en sikker sejr til næstformanden, Sofie Carsten Nielsen, og så hurtigt videre, håber de i partiet.
Sagen slutter dog ikke her og rejser nu en række spørgsmål. Hvordan kan det være, at Sofie Carsten Nielsen bliver formand, når hun som Østergaard har kendt til hele historien i en måned? Hun har hørt Morten Østergaard fortrinsvis tale sort og enkelte gange været snublende tæt på direkte at benægte, at krænkeren var ham. Hun har hørt og accepteret Østergaards noget pudsige påtale til sig selv, vel vidende at det var en bizar udtalelse. Nu er hun formand, men hun var aktiv deltager i den håndtering, der til sidst fældede Østergaard. Kan det blot viskes bort?
Martin Lidegaard blev ikke formand, fordi han fik færrest stemmer, men undervejs blev det antydet, at der måske også var en sag her. Fredag blev det klart, at den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, havde modtaget en klage. En person følte sig krænket, fordi Lidegaard ved en fest var kommet for tæt på under en dans, oplyste Nielsen. Lidegaard husker i dag ikke episoden, men måtte straks undskylde. Vorherre til hest.
Hånden på låret for 10 år siden fældede ikke Morten Østergaard, men derimod håndteringen, er de fleste enige om. Men havde Østergaard fået tilgivelse, hvis han selv var gået ud tidligere. Det er et hypotetisk spørgsmål, man kan hygge sig med. Men det er nok alligevel tvivlsomt, når det samme parti ikke kan glemme sagen 10 år efter. De fleste danskere betragter ikke den 10 år gamle hånd på låret som en sag, der kvalificerer sig til hverken fyring eller store undersøgelser.
Så hvad venter nu?
Var det her bare De Radikale, der her gik balalajka, eller ruller MeToo-bølgen nu for alvor uden hensyn til proportioner, omstændigheder eller forældelsesfrist ?
