B.T. mener: Det er ikke længere trygt at køre i taxa


I 2024 alene er mindst tre taxachauffører med udenlandsk baggrund blevet dømt for voldtægt. Det giver en vis oprejsning til DF’s Mette Thiesen.
Mette Thiesen blev sidste år latterliggjort for at spørge, hvad ministeren vil gøre for at gøre kvinder mere trygge ved at køre med chauffører, der er indvandrere. Forargelsen er både forventelig og forståelig.
For selvom jeg er en ond borgerlig, ønsker jeg ikke, at et mindretal skal ødelægge det for en gruppe, der i kraft af at være chauffører i udgangspunktet er produktive borgere. Derfor skal politikerne være varsomme med, hvornår de vil diskutere etnicitet.
Men. Virkeligheden er, hvad virkeligheden er.
For 2024 var et voldsomt år. Taxabranchen selv er chokeret over en stigning i voldtægter. I tre tilfælde, der har været fremme i medierne, tyder navn eller udvisningsdom på, at chaufførens baggrund er udenlandsk.
Der er altså intet at sige til, hvis mange kvinder er utrygge ved at køre med en chauffør med indvandrerbaggrund. I så fald er det virkeligheden, der er racistisk. Spørgsmålet er, hvad man så gør ved det.
Mette Thiesen mener, at der skal lovgives. Hun foreslår i dag i debatpodcasten Borgerlig Tabloid blandt andet, at kunder skal kunne vælge, om de hellere vil have »Vagn på 60 i stedet for Ali«, inden de siger ja til en tur. Der går bare en rød linje ved, at politikere ønsker at lovgive ud fra etnicitet.
Men jeg husker stadig de gode gamle dage, hvor vi havde Uber. En smart algoritme gør, at det er de bedst bedømte chauffører, der får mulighed for at tage turen først - og man kan altid vælge dem fra.
Markedet fandt en løsning, der ikke handlede om etnicitet, men hvor ansvaret lå på den enkelte chauffør. Men politikerne ville hellere beskytte en gammeldags og rådden taxabranche - så de forbød Uber.
Grunden til, at vi skal trækkes med klamme taxachauffører - uanset etnicitet - er ikke mangel på regulering, men netop for meget regulering. B.T. mener derfor ikke, at staten skal presse på for at fremme “H.C. Andersen-chauffører”.
Bare hold op med at holde de klamme typer i beskæftigelse - giv os Uber tilbage.
Astrid Johanne Høg
Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten fra B.T.s debatredaktion, der alle hverdage sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify , på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: