Den tragiske sag om Mia Skadhauge Stevn har fyldt nærmest alt den seneste uge. Hele Danmark har været optaget af sagen om den unge kvinde, der efter en tur i Jomfru Ane Gade satte sig ind i en sort bil og ikke siden er set.

Torsdag gjorde Nordjyllands Politi afgørende fund i Dronninglund Storskov: menneskedele, som de formoder er dele af Mia Skadhauge Stevn.

Detaljer i sagen er blevet fortalt og har vakt stor interesse. Forfærdelse og sorg har fyldt. Men blandt de naturlige reaktioner har der også været andre kommentarer, som desværre har et andet fokus.

'Gå aldrig alene hjem fra en bytur, hvis du er ung pige', 'jeg kan ikke forstå, at hun ikke har mere tøj på'.

'Måske at drikke lidt mindre kunne hjælpe' og 'I unge piger kan jo bare lade være med at sætte jer ind i andre mænds biler'.

Sådan lyder blot nogle af de Facebook-kommentarer, som folk har skrevet under B.T.s artikler om 22-årige Mia Skadhauge Stevn.

Det er et kæmpe problem, når folk fokuserer på, hvad Mia og andre kvinder skal ændre i deres adfærd for at undgå at blive udsat for noget kriminelt. Det er et klassisk eksempel på victimblaming, når nogen siger, at 'kvinder ikke bør gå alene hjem'.

I stedet bør vi diskutere, hvorfor det hovedsagelig er mænd, som begår vold, voldtægter og drab. Fokus skal ikke være på unge kvinder med bare arme, men i stedet på dem, der slår ihjel.

Det er ikke kvinders ansvar, at der findes mænd, som er villige til at gøre kvinder ondt. Det er ikke kvinders ansvar at holde mænd fra at begå kriminelle gerninger. Det er ene og alene mændenes ansvar at opføre sig ordentligt. Ansvaret for en forbrydelse – og i særdeleshed en forbrydelse af denne kaliber – kan kun placeres ét sted, og det er hos gerningsmanden.

Det er respektløst og middelalderligt på nogen måde at sætte Mias tilstand, tøj og det faktum, at hun satte sig ind i bilen den morgen, til diskussion.

Så i stedet for at spørge, hvorfor hun dog valgte at køre med en fremmed mand, så burde vi undersøge: Hvordan får vi stoppet det helt urimelige omfang af meningsløse drab?

Mia Skadhauge Stevn blev straffet for at være åben og tillidsfuld, og det er håbløst. Det var ikke Mias skyld.

I Danmark har vi ikke et problem med kvinder, der går alene og fulde hjem fra byen. Vi har et problem med mænd, der dræber kvinder.