Det lange pressemøde i statsministeriet var på mange måder mere foruroligende end samme møde tilbage i marts.

Dengang vidste vi ingenting og var lamslået af den virus, der skyllede ind over landet. Vi så fyldte hospitalsgange i Kina, Spanien og Italien. Sundhedssystemer i organiserede lande, der kom på randen af et sammenbrud og enkelte steder brød sammen.

Tusinder af dødsfald.

Nedlukningen af Danmark var et chok, men acceptabelt. For alle.

Her syv måneder efter, står vi nogenlunde samme sted, men nu med en langt større viden om, hvilke restriktioner, der virker.

Derfor er det mindste, man kan forvente af både statsminister, sundhedsminister og Sundhedsstyrelsens direktør, at de er i stand til at svare på, hvad vi præcist styrer efter. Hvad er målet? Hvad skal de mange skrappe restriktioner hjælpe? Hvornår er det slut?

Det var sigende, at statsministeren gav aftenens længste og mest indviklede svar på spørgsmålet om restriktioner er for at undgå en overbelastning af sundhedsvæsenet. Det var det oprindelige mål tilbage i marts.

Sådan gik det som bekendt ikke. Langt fra og sådan er det stadig.

Der er lige nu 125 indlagte patienter med covid-19 på de danske hospitaler – heraf er 18 på intensivafdeling. Danmark råder over næsten 1.000 intensivpladser, så alle kan se, at vi er langt fra at være truede på kapaciteten. Selv hvis smitten accelererer de kommende dage, vil covid-19 ikke bringe det danske sundhedsvæsen i knæ.

Sundhedsminister Magnus Heuniche beskrev med stor alvor, at kontakttallet nu var steget til 1,2 – underforstået at det er kritisk. Kontakttallet var den 10. september på 1,6, altså væsentligt højere for bare en måned siden. Kontakttallet sneg sig først over 1.0 for bare10 dage siden. Ellers har det flere gange ligget højere.

Smitten spredes. Kontakttallet er højt, men slet ikke alarmerende.

Hvad sigter vi efter, Mette Frederiksen – er det nærliggende spørgsmål? Hvad vil vi opnå med de voldsomme stramninger, der nu er på vej?

Det er voldsomme indgreb i den personlige frihed, regeringen præsenterer. Et forsamlingsforbud på 10 personer, som før var 50. Nu udvidet til en stærk anbefaling om, at det samme skal gælde i privaten. Du må mødes med 10 personer – godt nok må alle familiemedlemmer mødes med 10. Men det er en voldsom begrænsning af vores ret og frihed til at forsamles.

Regeringen indfører udvidet brug af mundbind, som er blevet coronaens symbolske tiltag. Alle kan se, at alle gør noget. Sundhedsstyrelsen mener nu, at der er tilstrækkelig evidens for at anbefale den store brug af mundbind, men Søren Brostrøm tilføjer hver gang: »det giver en ekstra beskyttelse«. Ekstra beskyttelse – altså ikke beskyttelse – blot ekstra beskyttelse.

Det er voldsomme begrænsninger, vi skal leve med i den kommende tid. Ikke mindst kravet om max 10 personer. Alle tiltag har en kæmpe negativ social effekt. Vi er ikke en familie, hvis vi ikke kan mødes. Vi har ikke venner, hvis vi ikke kan mødes. Vi er ikke mennesker, hvis ikke vi er sammen med andre. Vi er sociale. Den store nedlukning i marts og april havde alvorlige sociale følger – ikke mindst for de svage i samfundet.

Nu laver regeringen en semi-nedlukning, men hvornår kan vi igen slippe for de snærende restruktioner. Det ved ingen, for ingen ved øjensynligt, hvad vi sigter efter.

Statsministeren vil i hvert fald ikke sige det.

Sundhedsstyrelsens direktør erklærede for en måned siden, at vi har smitten under kontrol. Enten har han mistet kontrollen, eller også har han fået en ny retning af sin politiske leder. Heller ikke han kan angive, hvad vi styrer efter.

Flere eksperter har foreslået, at vi må acceptere 500 daglige smittede. Det kan vi håndtere, siger alle.

Det ville være en retning. Det ville være et mål, vi alle kan forstå.

Lige nu aner vi ikke, hvad regeringen sigter efter med deres coronatiltag. Hvornår er vi i mål?