Det er ikke for sarte sjæle at tjekke nyhederne på mobilen eller åbne en avis for tiden.

Voldsomme billeder og video fra krigen i Ukraine springer os i øjnene og konfronterer os med de rædsler, soldater og civilbefolkningen må gennemgå i disse uger.

Vi ser store eksplosioner, der smadrer bygninger og mennesker, lig i gaderne og mennesker på flugt.

Meget af det er svært at forholde sig til, når man kigger ud i forårssolen herhjemme, men billederne af familier, der tager afsked gennem togruder på banegårde, fordi kvinder og børn flygter, mens mændene må blive tilbage og kæmpe, rammer nok de fleste hårdt. De fortæller historier om frygt, adskillelse, kærlighed, rædsel.

Der er naturligvis materiale, som man normalt ikke bringer, og som vi som udgangspunkt også afholder os fra at vise i B.T.

Det kan være billeder med genkendelige lig, unødigt blodige billeder af skader eller billeder af krigsfanger, som kan være problematiske at bringe i forhold til både internationale konventioner og dansk lov.

Det er i mange tilfælde et vanskeligt dilemma at balancere ønsket om at vise verden, som den er, når der er krig, og hensynet til de enkelte ofre, flygtninge eller soldater.

Der er naturligvis også et hensyn til vores egne læsere, hvoraf mange kan være børn og unge, der tilgår vores site eller aviser.

Det måske mest berømte krigsfotografi nogensinde, det sort-hvide billede af den flygtende, nøgne »napalmpige« fra Vietnamkrigen, er vel det bedste eksempel på det.

Billedet viser den kun niårige Kim Phuc stærkt forbrændt på flugt fra napalmbomber sammen med to brødre og en kusine og en fætter.

Offentliggørelsen af billedet udstiller naturligvis personerne på det i en meget sårbar og tragisk situation, men det var også et billede, der var med til at vende stemningen for krigen i USA.

Slørede billeder af mennesker i nød kan være stærke, men først når vi ser dem direkte ind i øjnene, forstår vi det rigtigt.

B.T. har selv haft journalister i både Ukraine og ved den polske grænse for at lave artikler, video og billeder fra krisen.

Vi har selv taget billeder af mennesker på flugt, fordi vi mener, at det er vigtigt, at vi ser et så fuldt billede af situationen som muligt. Det er den eneste måde, vi kan forholde os til det, så vi kan danne os en holdning på så oplyst et grundlag som muligt.

Vores udsendte fotograf, Bax Lindhardt, tog blandt mange andre billeder ét af en lille ukrainsk pige, der krydsede den ukrainsk-polske grænse ved Hrebenne sammen med sin mor.

En lille ukrainsk pige med en bamse har netop krydset den Ukrainsk-polske grænse ved Hrebenne, sammen med sin mor.
En lille ukrainsk pige med en bamse har netop krydset den Ukrainsk-polske grænse ved Hrebenne, sammen med sin mor. Bax Lindhardt

Hun knuger en bamse og ligner på mange måder en helt almindelig pige. Men hendes øjne fortæller en anden historie.

Det er beklageligt, hvis der er læsere, der synes, at nogle af de billeder, vi bringer fra krigen i Ukraine, er for skrap kost. Det er desværre nødvendigt at bringe dem.