Når det om lidt er blevet varmere, og du ønsker at købe den gode gamle ispind med solbærsyltetøj, skal du lede godt og grundigt efter den

Alle isfabrikker har tidligere kaldt den Kæmpe Eskimo, men det er slut nu.

Senest har Frisko ændret navnet til Solbær Stang, fordi, som pressechefen for Frisko forklarer: »Solbær Stang afspejler bedre vores sociale forpligtelser og beskriver også produktets smag mere præcist.«

Det er naturligvis det rene udenomssnak og gøgl.

Frisko vil ikke lægge sig ud med de grupper, der bliver forargede over, at en is kan have navn efter en befolkningsgruppe fra de arktiske egne. De forargede kunne lave så meget ballade, at det dermed ødelagde salget.

Frisko følger efter en række andre isfabrikanter, der sidste år ændrede navne til eksempelvis O'Payo og Solbærdrøm. Tilbage er Hjem Is, der stadig har en 'eskimo' i frysebilen, men det skal nok ændre sig. De kommer også til at ændre deres navn, for ingen tør stå alene med noget, der kunne blive 'en dårlig sag'.

Det er ikke blot ispinde, der kan få forargelsen til at rulle.

Senest har Københavns Universitet besluttet, at de nye studerende ikke længere må opkalde deres studiegrupper efter alverdens lande. Det har ellers været traditionen i forbindelse med introduktionen til et nyt studie. De forskellige lande – med studerende bag – konkurrerede mod hinanden og forsøgte at beskrive kendetegn for hvert land. Finland var saunagus, Japan var pokemonkort, og Panama var skattely.

Det blev for meget for ledelsen, og nu er det forbudt.

To forholdsvis uskyldige eksempler på den kulturforargelse, der skyller over verden i øjeblikket. Men de er begge udtryk for, at angsten for at genere nogen som helst – og slet ikke minoriteter – bestemmer.

Værre er eksemplet fra Holland, hvor den lokale 29-årige Marieke Lucas Rijneveld var udset til at oversætte digtene fra Amanda Gorman, den unge og farvede forfatter, der gjorde sig positivt bemærket under præsident Bidens indsættelse. Med højt hår, et stærkt rødt hårbånd og en skriggul frakke læste 22-årige Amanda Gorman højt af sine digte og skabe en verdenssensation.

Nu skal hendes digte oversættes til hollandsk. Marieke Rijneveld er en af landets dygtigste digtere, og hun er udpeget af Amanda Gorman selv, men hun er hvid. Amanda Gorman er farvet. Kritikken hagler ned over hvide Rijneveld – ikke fra farvede Gorman – men fra andre, der føler, at det er umuligt, at en hvid kan føle den samme smerte som en farvet.

Hun har ikke den rette farve til at forstå budskabet og formidle det.

Nu har Marieke Rijneveld trukket sig. I chok.

Konsekvensen af denne hetz for at få fjernet den hvide Rijneveld er langtrækkende. Fremadrettet vil det skabe en konformitet og ensartethed, der vil standse al kulturel udvikling. Ja, udvikling i det hele taget. De største udviklingsspring skabes i samarbejder, hvor mange kulturer møder hinanden, og hvor respekten for alle er intakt. Det kan ikke nytte, at det mindste mindretal kan skabe ultimative krav.

Selvfølgelig skal vi have respekt for de, der er udsatte og føler sig udsatte, men vi skal også anerkende flertallet.

Vi lever sikkert fint med at kalde en Kæmpe Eskimo for Solbærstang, og de studerende på KU finder også noget andet at kalde deres studiegrupper. Selvom det er noget pjat. Men vi skal ikke lade fornærmede mindretal diktere, at kompetencer ikke har nogen betydning, som i tilfældet fra Holland.