Klokken 02.53 landede en chartret Boeing 737 i Karup Lufthavn i det vestjyske. Om bord var tre kvinder og deres tilsammen 14 børn.
Kvinder og børn blev straks kørt videre ud af lufthavnen til en endnu ukendt destination. Bussen med de tonede ruder understregede blot det store hemmelighedskræmmeri, som hele missionen har været præget af.
Kvinderne, der er henholdsvis 31, 34 og 37 år, kom til Danmark fra den store flygtningelejr Al Roj i Syrien, og det er første gang i syv år, at de sætter fødderne på dansk jord.
Nu er de her – efter store politiske tovtrækkerier og en reel kovending fra regeringens side. Kvindernes ankomst sætter dermed en stopper for en af de mest ophedede politiske diskussioner.
I dag jubler partierne fra De Radikale, SF og Enhedslisten over, at deres politiske kamp lykkedes. Dog ikke af de samme grunde, men ikke desto mindre er det en politisk sejr.
De Radikale udtrykker lettelse, og Enhedslistens Rosa Lund skriver på de sociale medier, at 'rigtig mange timers politisk kamp giver rigtig meget mening lige nu'.
Der er på ingen måde grund til at juble, selvom det er på børnenes vegne. Partierne burde ikke fejre hjemkomsten som en olympisk medalje.
Baggrunden for kvindernes hjemkomst er en af de mere sørgelige kapitler i dansk historie.
Kvinderne forlod Danmark for syv år siden for at tilslutte sig Islamisk Stat. De ønskede at vise deres solidaritet ved at gifte sig med en af de hellige krigere og føde deres børn, der skulle føre den islamiske stat mod store sejre.
Over os.
Kvinderne tilsluttede sig de mest barbariske og vanvittige mennesker, verden måske har set. Islamisk Stats krigere kidnappede bl.a. nødhjælpsarbejdere og dræbte dem langsomt – gerne optaget på video for at chokere vesten. Det lykkedes.
Islamisk Stat har direkte kæmpet mod danske soldater og bl.a. kidnappet fotografen Daniel Rye, der mirakuløst slap fri.
Kvinderne rejste altså væk fra Danmark for at tilslutte sig et selvudnævnt land, IS, hvis hovedformål var at ødelægge lande som Danmark og dræbe så mange vestlige mennesker som overhovedet muligt.
Så skru ned for jublen, det er upassende over for de mange mennesker, der blev halshugget, hængt, tortureret og maltrakteret.
Kvinderne vendte Danmark ryggen og søgte aktivt at bekæmpe vores værdier og vores livsform. Nu hvor slaget er tabt, nu hvor Islamisk Stat er nedkæmpet, nu hvor de hellige krigere er knap så tapre, ønsker de at 'vende hjem'.
Det er forståeligt, for livet i den flygtningelejr, hvor kvinderne og deres børn endte, er ikke et rart sted. Men spørgsmålet er, om kvinderne er i stand til at kalde Danmark for 'hjem' igen, når de så skammeligt vendte os ryggen.
Lad os sige det helt firkantet: De og Islamisk Stats ideologi ønskede, at vi og vores børn skulle dø. Det var den overordnede mission.
De fleste borgerlige partier udtrykker sig lige så klart og vil de næste par dage tordne mod kvinderne. Socialdemokratiet mener det samme, men realiteterne i det politiske landskab tvang dem til at hente kvinder og børn til Danmark.
Sagen er dog ikke så enkel, for kvinderne er danske statsborgere, og det er deres 14 børn også. Og det afgør faktisk sagen. Vi er nødsaget til at tage vores egne statsborgere hjem og retsforfølge dem her. Vi er som land forpligtet til at påtage os det ansvar og sørge for vores egne statsborgere.
For en uge siden blev to medlemmer af Levakovics forbryderslægt udsendt af landet til Kroatien. De har ikke en tæt tilknytning til det land. De seneste år har danske dommere sendt en del kriminelle ud af landet efter ønske fra landets politikere.
På Udrejsecenter Kærshovedgaard i Midtjylland sidder en lang række forbrydere og venter på at blive sendt hjem, men deres hjemlande vil ikke tage imod dem. Det er vanvittigt og uantageligt.
Derfor skal vi som nation opføre os ansvarligt og retskaffent. Kvinderne vendte os ryggen og fortjener ikke at vende hjem, men hvis vi som nation ikke påtager os ansvar for vores egne borgere, er der ingen grund til, at andre nationer skal gøre deres del af arbejdet.
Vi kan ikke få det på begge måder. Hvis vi ønsker at udvise og hjemsende andre landes statsborgere, må vi også selv tage hånd om vore egne kriminelle. Ellers falder et svagt internationalt samarbejde helt sammen.
Kvinderne bliver som det første sigtet for medvirken til terror og kommer helt sikkert bag tremmer i flere år og efterlader de 14 børn til et større eksperiment.
Børnene er mellem to og tretten år. De har ikke været i Danmark tidligere. De har levet en kummerlig tilværelse og formentlig set traumatiserende hændelser. De skal nu leve videre i 'det fremmede Danmark' – uden deres mor – men med en plan om genopdragelse og afradikalisering.
Børnene må ikke tabes – de skal opdrages til at være mønsterborgere.
Der er ingen grund til at ønske kvinderne velkommen hjem, for det har de ikke fortjent. Men deres hjemvenden til Danmark er og var uundgåelig.
