Det kunne lige så godt have været åbningsscenen til den nye – og længe ventede – James Bond film.

En falsk bombetrussel tvinger piloten på Ryan Air fra Athen til Vilnius til at overveje, hvor han skal lande passagerflyet med 171 passagerer ombord. To jagerfly med skarpladte missiler tvinger flyet til at lande – ikke i den nærmeste lufthavn i Vilnius – men derimod i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Det er ikke russerne, som i de gamle Bondfilm, der er på spil. Det er derimod den skaldede diktator, Aleksandr Lukasjenko, der er på spil. Det er ham, der står bag den falske bombetrussel og det er ham, der har beordret de to MiG jagerfly i luften.

Hele operationen var sat i værk for at anholde en ung kritisk journalist, der konsekvent og vedholdende har afdækket Lukasjenkos brutale politimetoder overfor de demonstranter, der hver søndag er gået på gaderne i byer over hele landet. Roman Protasevitj blev anholdt, medens 170 andre passagerer fra 18 forskellige nationer måtte vente på at komme videre.

Det ER ikke en film, men derimod en ny form for terrorisme udført af en regeringsleder for en nation, der åbenlyst ikke vil anerkende internationale aftaler. En diktator, der ikke skyer nogen midler for at forfølge sine kritikere. En diktator, der er helt ligeglad med at true andre nationers statsborgere, der var legitime passagerer på Ryan Air-flyet. Han truede dem, som om de er værdiløse, når hans paranoide jagt går ind.

26-årige Protasevitj bad piloten fra Ryan Air indtrængende om ikke at følge de hviderussiske statsterrorister. Han frygter nu for sit liv, men piloten følte sig tvunget til at lande flyet i Minsk.

Det er oprørende, ubegribeligt og respektløst, at en regeringsleder på den måde vil lyve om en bombetrussel og dernæst kidnappe en passager, for det er, hvad der er sket.

Fordømmelserne er strømmet ind, ikke mindst fra EU-landene og USA, men det er handling, der er brug for.

Hurtigt og konsekvent. Klare sanktioner, der kan mærkes, gerne sanktioner, der rammer Lukasjenko og hans familie. Blokering af Hvideruslands luftrum. Lukasjenko skal mærke, at han er gået for langt.

EU er endnu ikke på banen og afventer et ordinært rådsmøde mandag og har foreløbig overladt det til de forskellige udenrigsministre at protestere.

Det virker en anelse tandløst og ikke noget, som ryster Aleksandr Lukasjenko, der har sin sikre støtte i Ruslands Putin og derfor er ret ligeglad med vestens lande. Men det skal ændres.

Der er behov for, at EU beslutter sig hurtigt og reagerer stenhårdt. EU må forlange, at den unge Protasevitsj bliver løsladt. Danmark og Jeppe Kofod må om nødvendigt gå forrest.

Reaktionen afgør om en ny æra er på vej, hvor passagerer ikke kun skal sikkerhedstjekkes for bomber, væsker og andre våben, men hvor destinationen og landets luftrum kan være en sikkerhedstrussel.

Det forekommer ikke engang i en James Bond film.