Skriv dig op til nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid og få B.T.s ledere med borgerlige argumenter til tidens store debatter fra Joachim B. Olsen direkte i din indbakke.

De fleste kan vel blive enige om, at enhver debat skal tages på et så oplyst grundlag, som det nu engang er muligt.
Det er nu engang en forudsætning for, at en debat fører til noget konstruktivt og ikke ender i grøften.
En af de debatter, som fylder meget i Danmark, er indvandrerdebatten og et af de spørgsmål, som altid vender tilbage er: Hvornår er man dansk?
Grundtvig er en af dem, som bliver trukket frem, når det spørgsmål skal besvares, og han sagde, at »Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild;
Det er en meget åben definition af at tilhøre et folk.
Mange glemmer, at Grundtvig også havde en anden og mere lukket definition at være dansker. Den udelukkede for eksempel folk, som ikke var kristne.
Men om man er enig i Grundtvigs definition eller ej, så er der tale om en subjektiv definition af at være dansk.
Danmarks Statistik har også en definition, og den er problematisk.
Mandag gæstede debattør og medlem af regeringens Nationale Integrationsråd, Christian Marcussen, B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid og forklarede hvorfor.
Han pointerer, at det ikke giver mening, når Danmarks statistik for eksempel definerer en person som dansk, selvom vedkommendes fire bedsteforældre kom hertil fra for eksempel Libanon, og vedkommendes forældre derfor også er libanesere - også selvom vedkommende har haft dansk pas fra fødslen.
Altså en person som er tredjegenerationsindvandrer.
I statistisk sammenhæng vil ovenstående person blive kategoriseret som værende af dansk oprindelse.
Ovenstående udelukker naturligvis ikke, at vedkommende lever op til Grundtvigs åbne definition af at være dansker. Men virkeligheden er den, at meget tyder på, at mange af de integrationsproblemer, som er fremherskende hos første- og andengenerationsindvandrere fra Mellemøsten, også synes at blive reproduceret hos tredjegenerationsindvandrere.
Danmarks Statistiks nuværende definition af at være dansker undervurderer altså de langsigtede konsekvenser af indvandring, når tredjegenerationsindvandrere automatisk bliver kategoriseret som værende af dansk oprindelse.
I Ishøj Kommune udgør indvandrere og deres efterkommere ifølge Danmarks Statistik 46 procent af befolkningen. 54 procent af befolkningen i Ishøj Kommune har altså dansk oprindelse. Men i de 54 procent med dansk oprindelse finder man altså også Muhammed, hvis fire bedsteforældre flyttede til Danmark fra Irak, og hvis børn altså er forældre til Muhammed.
Så hvis Muhammed klarer sig dårligt i skolen, og hvis Muhammed en dag ender med at begå kriminalitet, så indgår Muhammed altså rent statistisk som en med dansk oprindelse, som har klaret sig dårligt i skolen og som har begået kriminalitet.
Modsat så vil statistikken også skjule at integrationen går godt, hvis Muhammed og hans tredjegenerationsvenner klarer sig bedre end hans forældres generation.
Med tiden så vil den nuværende definition løse alle integrationsproblemer, fordi i tredje generation vil alle blive kategoriseret som værende af dansk oprindelse.
Men i den virkelige verden vil vi stå tilbage med det problem, at debatten om konsekvenserne af indvandring vil foregå på et meget uoplyst grundlag.
Det er ingen tjent med.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

