Vi lever i en tid, hvor smittetallet er blevet vores altdominerende herre.

Hver dag klokken 14.00 udkommer Statens Serum Institut med dagens tal om udviklingen af testede, smittede, indlagte og nylige dødsfald, som straks formidles videre af alle danske medier (B.T. inklusive). Det vigtigste er blevet kontakttal og positivprocent, som afgør, om det bliver en god dag.

Vi er alle blevet små eksperter i smittetal og ved, at kontakttallet skal være under 1,0, før smitten er under kontrol, og vores statsminister er tilfreds.

Vi har alle vores øjne rettet mod de 'hellige tal', der afgør, om samfundet er lukket eller åbent. De afgør, om vort liv er på standby, eller om vi lever som sociale væsener. De afgør, om virksomhederne skal være på overførselsindkomst eller klare sig selv. Tallet dikterer retningen.

Søren Brostrøm, Magnus Heunicke og Mette Frederiksen har gjort tallene til facitlisten for vores liv. Går tallene ned, er vi lykkedes – går tallene op, har vi et problem. Endda et alvorligt problem, og vi skal tage os sammen.

Pressemøde efter pressemøde bruger smittetallene som det endelige bevis på, om vi er et ordentligt og solidarisk fællesskab. Eller nogen skal udskammes.

Magnus Heunicke lovede landet, at når kontakttallet var banket ned på 0,7, da alle blev sendt hjem før jul, ville vi være klar. Kun derfra kunne vi bekæmpe den næste virusvariant, britiske B.1.1.7. Danmark har nu et kontakttal på 0,6, men det er stadig ikke nok. Magnus Heunicke vil nu have os endnu længere ned.

Sådan flytter målet sig fra uge til uge, fra mutation til mutation. Vi skal holdes i konstant alarmberedskab, ellers flytter vores øjne sig væk fra det hellige tal og det uigenkaldelige: frygten for at dø.

Det er en falsk opfattelse, og vi har ladet os lokke til at tro, at vort liv, vort samfund og vores lykke udelukkende handler om tallene fra Statens Serum Institut. Vort liv er meget mere end fraværet af sygdom og død. Lige nu betaler vi en kæmpe pris, fordi ellers …

Vi i medierne har fejlet. Vi er gået i 'talfælden' og formidler ukritisk dagens tal. Der er desværre ingen vej tilbage, for vi kan ikke på nuværende tidspunkt stoppe det. Befolkningen har et berettiget krav på at høre, hvor langt vi er nået i vores hårde bestræbelser på at bekæmpe corona.

Der er store omkostninger ved vores nedlukning af samfundet. Normalt ville man i en cost-benefit-analyse holde alle omkostninger op mod resultatet. Kan det her betale sig, ville man spørge. Er det prisen værd? Men i vores viruskamp tæller vi kun de direkte omkostninger i forbindelse med corona.

Smittetallene er de synlige omkostninger ved virusepidemien. Tallene gør testede, smittede, indlagte og døde til synlige aktører i kampen mod det nuværende unaturlige samfund.

De synlige omkostninger får stor politisk og mediemæssig bevågenhed. De usynlige får betydeligt mindre.

Helt naturligt, for der findes ikke daglige tal, der kan rapporteres.

Der er store omkostninger, som vi vælger at se bort fra. Omkostninger, der slet ikke er med i den politiske diskussion. Ingen tør tage samtalen, om de usynlige omkostninger bliver for store i forhold den tvungne afvikling af vort samfund.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Pia Elkjær Hansen helt unødvendigt mistede sin mand, Poul Henning Hansen. Han døde af meningitis, fordi lægen ikke ville se ham i konsultationen på grund af coronarestriktionerne. Det er nu erkendt af Patientklagenævnet. Der er helt sikkert flere som Poul Hansen, men det bliver ikke rapporteret hver dag. Det er og bliver en usynlig omkostning.

De små skolebørn fra børnehaveklassen til 4. klasse har ikke været i skole i månedsvis. De mistede dage i skolen har en stor betydning for deres videre indlæring og sociale liv. De bedste klarer sig, men de svageste har fået endnu en udfordring i livet. Det er velbeskrevet i mange lægelige studier, at små børn smitter i ringe grad. Skolerne har tidligere bevist, at de var dygtige til at håndtere børnene og covid-19.

Vi rapporterer ikke om mistede skoledage. Eller videnstabet i 7. klasse. Det er en usynlig omkostning.

Der findes heller ikke daglige tal for antal af konkurser. Der findes ikke daglige tal for tab af livskvalitet på plejehjemmene. Der findes få tal for de usynlige omkostninger, og derfor forbliver de usynlige.

Det er vigtigt, at vi øger vores opmærksomhed på de usynlige omkostninger. En måde kan være at udvikle nye indikatorer og få dem frem i lyset hver dag. Det bliver vanskeligt, for ikke alt kan måles præcist, men lige nu ser vi udelukkende på daglige smittetal.

Det giver os en falsk opfattelse af samfundets udvikling og de omkostninger, vi alle bærer.

Det er for ensidigt. Vi kan gøre det bedre.