Man må give dem, der holder sig til en stringent etnonationalistisk definition af danskhed, at de har lettere ved at svare på, hvem der er danske, og hvem der ikke er.
Det ændrer dog ikke ved, at den etnonationalistiske definition af danskhed kommer til kort, når den møder virkeligheden.
For det første fordi vi danskere er et meget pragmatisk folkefærd. Hvis du tager dansk kultur og danske værdier til dig, hvis du er loyal over for Danmark og gør dig umage med at lære sproget, så bliver du optaget i fællesskabet. Sådan er vi danskere!
For det andet er det svært at se, hvad de praktiske implikationer af en etnonationalistisk tilgang til danskhed skal være. Altså, hvad skal vi bruge den til i den virkelige verden? Skal man ikke kunne få dansk pas, hvis man ikke har stamtavlen i orden, men ellers gør alt det ovenstående?
Dermed ikke sagt, at det ikke er konstruktivt at tage debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Men den etnonationalistiske definition er bare ikke særlig brugbar i den virkelige verden – for hvad er det helt konkret, vi skal bruge den til?
Betyder etnicitet så ingenting i forhold til, om man er dansk? Jo, det gør det da helt åbenlyst! Det betyder, at man har fået selve danskheden i fødselsgave. Altså ikke fordi danskheden sidder i generne – det gør den ikke – men fordi man er født ind i dansk kultur. Man er født ind i den danske ånd, om man vil.
Ingen ved sine fulde fem vil jo påstå, at et adoptivbarn født i Indien og opvokset i Danmark af danske forældre ikke er dansk. Ergo sidder danskheden ikke i generne.
Skal man som etnisk dansker holde op med at være dansk i ånden, skal man flytte til et andet land, tage det lands normer og værdier til sig og være loyal over for det nye land.
Gør man det, er man ikke længere på nogen meningsfuld måde dansk i andet end udseende. Præcis som man heller ikke er andet end afghaner af udseende, hvis man etnisk er afghaner, men bor i Danmark og har taget dansk kultur, normer og værdier til sig og er loyal over for Danmark og kun Danmark.
Men det betyder også, at man ikke er dansk, fordi man føler sig dansk. Følelser er ikke nok. Kommer man til Danmark fra et andet land, kræver det handling at blive dansk.
Hvis man for eksempel som muslim i Danmark insisterer på at bære chador og tørklæde og ikke vil gifte sig med en dansker og heller ikke vil have, at sine børn gør det, og i øvrigt heller ikke vil give sine børn et dansk navn og dermed sender det signal til både sine børn og omverdenen, at barnets kultur er arabisk - og hvis man tilmed synes, at det vigtigste emne i en dansk kommunalvalgkamp skal være krigen i Gaza, så må man acceptere, at etniske danskere ikke synes, at man er særlig dansk.
For det er man ikke på nogen meningsfuld måde. Man kan ikke aktivt holde danskere og dansk kultur på afstand og alligevel påberåbe sig at være dansk.
Så det er ånd, der afgør, om man er dansk, men det er ikke let at tilegne sig den ånd.
Det kræver en stor indsats, og det kræver også, at man på lange stræk siger farvel til den kultur, man kommer fra. Jo større forskel der er på den kultur, man kommer fra, og den danske, jo sværere er det naturligvis at blive dansk.
Ingen vil seriøst mene, at det er lige så svært for svenskere eller nordtyskere at blive dansk i ånden, som det er for afghanere eller somaliere.
Men det kan lade sig gøre, og det understreger, at den etnonationalistiske tilgang til danskhed ikke er særlig brugbar i den virkelige verden.
Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
