Hvad er der galt med os danskere? Hvorfor accepterer vi, at vi betaler langt mere i skat end nødvendigt? Det er hverken godt for os selv eller for nationen.

Pengene vælter ind i statskassen. Det økonomiske råderum er alene under SVM-regeringen blevet opjusteret med over 50 milliarder kroner. Råderummet er forskellen på statens udgifter og indtægter, når man kigger nogle år ud i fremtiden. Vi danskere betaler altså langt mere i skat end selv politikerne har kunnet finde udgifter til.

Hvis man ser på statens overskud i de enkelte år, så var det i 2024 på hele 133 milliarder. I perioden 2021 til 2024 var overskuddet på samlet set på over 400 milliarder kroner.

Det er super godt, at politikerne vil bruge flere penge på forsvaret.

»Køb, køb, køb,« sagde statsministeren til forsvarschefen. Fuld opbakning herfra.

Men selv når man fraregner de øgede udgifter til forsvar, så vælter pengene altså ind i statskassen.

Det er en helt legitim holdning, at man gerne vil bruge flere penge på velfærd. Men det gør vi også. Det offentlige forbrug har ikke været højere end siden nullerne - også når man fraregner de øgede udgifter til forsvar.

Så hvorfor er der ikke flere,  der kræver, at vi betaler lidt mindre i skat?

Er vi danskere så hjernevaskede med 'velfærd eller skattelettelser'  at selv når pengene vælter ind i statskassen og der penge til begge dele, så vil vi hellere have at pengene står på en konto over i nationalbanken end på vores egen bankkonto – altså de penge vi selv har tjent ved at gå på arbejde eller betale skat af vores pensionsordninger?

Kan du virkelig ikke bruge nogle af de penge, du selv har tjent på dine børn eller på at spare op til alderdommen? Eller hvad med forbedringer på dit hus eller gud forbyde det en rejse, så du kan skabe nogle gode minder med dem du holder af?

Vi danskere skal altså til at tage os selv mere alvorligt, og det gør vi ikke, når vi i en situation hvor pengene vælter ind i statskassen ikke siger stop – nogle af de mange milliarder skal altså tilbage til os. Vores liv er altså andet og mere end den offentlige sektor. Den velfærd, der kommer af, at vi har penge til os selv, skal også prioriteres. Det er der rigeligt råd til nu.

Dét og meget andet fik jeg i øvrigt en god snak med venstreløven og kirkemininster Morten Dahlin om i onsdagens afsnit af B.T.s podcast Borgerlig Tabloid, som du kan lytte til herunder:

Denne leder er inspireret af onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: