
Den yderste venstrefløj i Danmark vil ikke købe israelske våben til det danske forsvar, angiveligt på grund af krigen i Gaza.
På den måde afslører den yderste venstrefløj, at den sætter sine skøre politiske holdninger over både danskernes og vores soldaters sikkerhed.
Men at Israel er en af verdens førende våbenudviklere, er uomtvisteligt. Deres våbensystemer er desuden testet i krig og ikke kun under kontrollerede øvelsesforhold.
Fredag gæstede den israelske general Doron Gavish B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid. Gavish er tidligere øverstbefalende for det israelske luftforsvar, og han implementerede Iron Dome og mange af de andre luftforsvarssystemer, Israel har.
Det seneste hedder Iron Beam. Det skyder missiler og droner med laser.
Siden 2023 har Israel været mål for over 30.000 raketter, droner og missiler, herunder langtrækkende ballistiske missiler affyret fra Iran.
98 procent nåede ikke deres mål på grund af Israels luftforsvarssystem.
Jeg ved ikke med dig, men det er den slags luftforsvar, jeg gerne ville have, hvis det værste skulle ske, og vi kom i åben konflikt med Putins Rusland.
Det er helt legitimt at være kritisk over for Israel, men Danmark skal altid købe de bedste våbensystemer til vores soldater.
De skal ultimativt risikere deres liv for vores nation, og de skal have det udstyr, som giver dem den bedste chance for at gøre netop dette og komme sikkert hjem til deres familier igen.
Hvis våbensystemerne er israelske, skal politikerne købe dem. Hvis de er franske, tyske eller amerikanske, skal politikerne købe dem.
Danmark før alle andre hensyn.
Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

