Danmark åbner gradvist, fortalte statsminister Mette Frederiksen fra den solbeskinnede park ved Marienborg. Det lignede en dansk sommeraften.

Er vi tilbage ved normalen? Det er vi langt fra.

Butikker, storcentre, skoler, restauranter, idræt og biblioteker åbner, men åbningen er blot udtryk for et politisk kompromis, hvor økonomi og en lang række særinteresser er blevet tilgodeset.

For hvorfor åbner efterskoler, når højskoler skal holde lukket? Hvorfor åbner cafeer, når biografer skal holde lukket? Hvorfor åbner storcentre, når zoologiske haver stadig skal holde lukket, og sådan kan man blive ved.

Det er ulogisk for de fleste men viser, at det ikke er politikerne, der reelt har besluttet størrelsen af åbningen. De har blot valgt ud fra den buffet, som Kåre Mølbak og Statens Serum Institut har stillet til rådighed.

Kunne vi åbne mere?

Det ved vi endnu ikke, for manden med regnemaskinen og dermed beregningerne på smittetrykket er nu gemt væk og deltager ikke - sandsynligvis efter hans misvisende fornemmelser for danskernes opførsel i påsken og sin manglende tillid til de unge mennesker.

Åbningen er nok lidt større, end mange forventede, og dermed er vi jo alle glade. Vi er tilfredse med lidt, men måske er det en falsk fornemmelse, for vi har længe fået at vide, at denne sygdom vil holde os i et jerngreb i lang tid. Måske et helt år.

Fase 2-åbningen overstiger måske vores forventninger, fordi vi lige nu er præget af statsministerens retorik, der de seneste to måneder har talt os længere ned, end det har været nødvendigt. Mette Frederiksen har ofte sammenlignet os med de sydeuropæiske lande, hvor coronaen reelt har hærget. Det har vist sig at være en falsk sammenligning. Danmark kan ikke sammenlignes med Italien og Spanien, fordi vi ikke lever på samme måde og derfor aldrig har været i nærheden af en krise i sundhedsvæsenet.

Vi åbner for en del af Danmark, men det er med den sædvanlige formaning om, at vi skal holde to meters afstand. Statsministeren kunne ikke give nogen melding på denne afgørende restriktion, for det er nu op til sundhedsmyndighederne, at afgøre vores 'new normal' at møde andre mennesker på.

Der er netop produceret modeller, der beregner, hvordan vores afstand påvirker smitten. Generelt kan man sige, at i Nordjylland har det ingen betydning, om man holder to meters afstand eller blot opfører sig, som man normalt gør i det nordjyske. Derimod har det stor betydning, om danskerne i hovedstadsområdet holder de to meter eller begynder at kramme igen. I København og omegn vil det få afgørende betydning, om man fortsætter med to meters afstand.

Det ville have været passende, om partilederne havde håndteret den forskel og åbnet mere i både nord- og sydjylland, som vi her på denne plads har advokeret for flere gange. Det er ikke rimeligt, at borgerne i de to store regioner skal have samme restriktioner som andre, når de reelt ikke har samme smitterisiko.

Det blev en mindeværdig aften. Mange får nu en mulighed for en tilpasset normalitet, men tvivlen er der.

Var det nok? Har politikerne gjort deres arbejde dygtigt nok? De benyttede ti timer, men kunne de have gjort mere?

Hvorfor er der ikke en plan for grænsen mod Tyskland, der åbner deres grænser lige om lidt. Hvorfor bliver der ikke taget hensyn til regionale forskelle? Hvorfor må vi ikke mødes flere end 10 mennesker, når vi allerede nu kan være lige så mange til en begravelse, som vi har lyst til.

Det er for tidligt at evaluere. Men der er et afgørende spørgsmål, der uvægerligt presser sig på.

Har vi overreageret?