I denne uger bringer vi historien om Camilla Gulbæk, der har inviteret en fremmed familie med trange kår indenfor til en juleaften.
Det er nok en gestus, som de færreste kan prale af. Men for Camilla Gulbæk var det en vigtig invitation. Hun har nemlig selv oplevet, hvor svær julen er, når man ikke har særligt mange penge.
»Jeg har selv prøvet ikke at have råd til julegaver og julemad. Det var vel for ni år siden eller sådan noget,« siger den nu 32-årige mor til tre.
»Jeg måtte udsætte regninger for at få råd til at holde jul, og så stod man 25. december og tænkte 'shit, nu har vi ikke mere mad eller flere penge'.«
Med de minder i bagagen var det oplagt at invitere en fremmed familie hjem til både julemad og gaver.
Og så skulle man jo tro, at den historie kunne slutte lykkeligt med to familier, der sammen kunne hygge sig på hjerternes festaften. Men nej.
For det viser sig, at der åbenbart sidder flere selvudnævnte coronapolitibetjente derude og bare venter på at få noget at hidse sig op over.
Camilla Gulbæks opslag Facebook fik nemlig en stribe grænseoverskridende kommentarer, og derfor følte hun sig efterfølgende nødsaget til at fjerne opslaget igen.
»Folk skrev, at de håbede, at både jeg og mine børn ville få corona, og 'hvad fanden jeg bildte mig ind?'« forklarer hun.
Nogle mente, at det er helt utilstedeligt at invitere fremmede mennesker indenfor, fordi der stadig er en verserende epidemi. Vi tager den lige igen: Nogle havde simpelthen lige behov for at mene noget kritisk om, at en familie inviterer én anden familie til jul her snart to år inde i coronaepidemien.
Godt nok er de to familier fremmede for hinanden. Men hvis test og restriktioner ellers overholdes – som Camilla Gulbæk lægger op til – så er smittefaren nok ikke større, end hos de familier, der får julebesøg af moster Oda fra Sjælland.
Og selv hvis de to familier skulle smitte hinanden, er problemet i epidemisammenhæng til at overse. For det er nemlig et fåtal, der kunne finde på at gøre som Camilla og familien. I stedet holder vi jul med dem, vi kender, og kunne aldrig drømme om at invitere en fremmed familie med til bords.
Vi har nok i os selv og vores overflod, og det er sådan set også helt i orden. Hvis bare vi samtidig afstår fra at blande os i andre menneskers gode gerninger. Det er, helt ærligt, ganske uklædeligt og virkelig småligt.
Så: Ud med coronapegefingrene og ind med næstekærligheden, tak!
