Lørdag 14. februar 2015 gik en ung islamist ind i Krudttønden, der er et kulturhus på Østerbro i København.
Han ville efter al sandsynlighed dræbe deltagerne ved et arrangement, der var arrangeret af Trykkefrihedsselskabet. Skønt Krudttønden var heftig bevogtet, skød Omar El-Hussein en af deltagerne, Finn Nørgaard, og flygtede derefter ud i Københavns gader.
Den første større terroraktion i nyere tid satte gang i en menneskejagt, hovedstaden ikke tidligere havde oplevet. Senere på aftenen skød han igen, denne gang ved synagogen i Krystalgade i København. Han dræbte den lokale vagt Dan Uzan, var millimeter fra at dræbe to betjente og flygtede endnu en gang.
Jagten endte på fortovet ved nedgangen til Nørrebro Station, hvor Omar El-Hussein blev skudt af politiets indsatsstyrke. På et døgn i vinterferien i 2015 blev Danmark forandret.
Efterfølgende rejste spørgsmålet sig naturligvis, hvordan kunne det ske, og hvad kan vi lære?
Flere undersøgelser viste, at der skete adskillige fejl i forbindelse med terrordrabene. Bevogtningen af Krudttønden var lemfældig, politiets udstyr – herunder pistolerne – var ikke de bedste, og politiet trænede alt for lidt med deres håndvåben. Samarbejdet mellem kriminalforsorg, politi og andre myndigheder var alt for dårlig. De forskellige myndigheder kommunikerede utrolig dårligt.
I det hele taget viste det sig, at der var plads til meget store forbedringer, da daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede den samlede evalueringsrapport.
En myndighed og deres rolle var dog mørkelagt: Københavns Kommune.
Kendte kommunen til Omar El-Hussein? Havde de tidligere været i kontakt med ham og hans familie? Kunne Københavns Kommune have gjort noget tidlligere, var de oplagte spørgsmål.
Under dække af, at oplysningerne var fortrolige, fortalte kommunens socialforvaltning, at der 'ikke var en sag' hos kommunen, og at Omar El-Hussein kom fra en 'ressourcestærk familie'.
B.T. undersøgte dette og fortalte over flere artikler, at familien slet ikke var ressourcestærk. Tværtimod havde begge forældre været på kontanthjælp i 20 år. Deres søn – Omar El-Hussein – var som 17-årig blevet dømt for en række indbrud, men kommunen lod sig overtale af faderen til ikke at gøre mere, da han selv ville få ham på ret køl, som han lovede. En anden søn blev senere kriminel, og også her gjorde Københavns Kommune meget lidt, når familien afviste tiltag for at få ham ud af kriminaliteten. Familien var i den grad kendt hos de sociale myndigheder i Københavns Kommune, viste det sig.
B.T. skrev artiklerne, fordi redaktionen fandt det indlysende relevant at fortælle om Omar El-Husseins opvækst og familien i forsøget på at finde en forklaring på, at det kunne ende så galt. Opysningerne var fortrolige og kom kun frem, fordi en journalist, Søren Kjellberg Ishøy, og en politiker arbejdede sammen om at kortlægge kommunens manglende indsats.
Socialforvaltningen kvitterede med at rejse en straffesag, som B.T. tabte i byretten sidste år.
Landsretten frikendte derimod B.T. og journalisten mandag og slog fast: Det var i samfundets interesse, at B.T. skrev hele historien om Omar El-Hussein – også oplysningerne om hans families økonomi og de manglende tiltag rettet mod de kriminelle brødre.
Dommen er en sejr for samfundet og for journalistikken. I så alvorlige situationer, som en terroraktion er, er det nødvendigt at inddrage og offentliggøre så mange relevante oplysninger som muligt. Både den journalistiske metode og de detaljerede oplysninger blev vurderet som nødvendige.
Sagen slutter formentlig her, og det er dermed slået fast, at pressen i et demokratisk samfund har en særlig rolle, der giver dem særlige muligheder, når oplysningerne er i samfundets interesse.
Vi ved stadigvæk ikke, hvorfor Københavns Kommune opførte sig så svagt og inkonsekvent over for Omar El-Hussein og hans familie.
