Den bliver kun mere og mere speget:

Skandalesagen, hvor folketingsmedlem Claus Hjort og tidligere spionchef Lars Findsen er sigtet for landsforræderi.

Seneste udvikling er, at justitsminister Nick Hækkerup nu skal stå skoleret i et samråd, efter at Claus Hjort Frederiksen for alvor har skærpet sin retorik.

Ifølg Claus Hjort Frederiksen er det nemlig selve regeringen, der står bag sigtelsen for landsforræderi mod ham.

Det har den tidligere forsvarsminister og chefstrateg for Venstre sagt i et interview med B.T.

Claus Hjort Frederiksen forklarer, at han ikke vil begynde at pege på konkrete personer eller ministre, da han ikke har konkrete beviser. Men han kan godt indsnævre det til to centrale ministerier.

»Nu er regeringen jo et vidt begreb. Men det er enten fra Justitsministeriet eller Statsministeriet.«

I januar blev Venstre-nestoren sigtet for landsforræderi med en strafferamme på helt op til 12 år.

Helt præcist er han sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, der handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder.

Ifølge Claus Hjort skulle sigtelsen handle om, at han i flere medieoptrædener har afsløret fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Siden da har Venstre og Claus Hjort mistænkt Statsministeriet og Justitsministeriet for at spille en aktiv rolle i sigtelsen. Og derfor har Venstre nu indkaldt Nick Hækkerup i samråd for at få svar.

Og svar, det er der så absolut brug for, at offentligheden får i denne så alvorlige sag, der fortsat fremstår mere og mere mystisk.

Claus Hjort Frederiksens anklage mod regeringen er alvorlig, og derfor er der brug for en afklaring. Ikke mindst for at sikre, at tilliden til vores retssytem kan bestå.

Selvom regeringen slår sig i tøjret i forhold til at få sagen rullet så meget ud som muligt, så må man slå fast, at det er nødvendigt at få opklaret, om der er en sammenhæng mellem sigtelsen af en ledende oppositionspolitiker, efter at selvsamme har kritiseret regeringen.

Det ville være en skandale, hvis der er hold i Claus Hjort Frederiksens anklager, og derfor er det oplagt, at Nick Hækkerup afkræves svar på blandt andet:

Hvem i regeringen har vidst hvad på hvilket tidspunkt? Har der været drøftelser om sagen mellem Statsministeriet og Justitsministeriet? Og har sagen været på dagsordenen i Regeringens Sikkerhedsudvalg?

Nick Hækkerup afviser at have blandet sig i sagen mod Hjort Frederiksen, og derudover har både Justitsministeriet og Statsministeriet afvist at kommentere sagen over for B.T.

Lad os håbe, at samrådet giver flere svar.