
Aki-Matilda Høegh-Dam, medlem af Folketinget for Siumut, har mere end nogen anden formået at sætte forholdet mellem Grønland og Danmark på den politiske dagsorden.
Det har hun gjort ved at nægte at holde sine taler i folketingssalen på dansk.
Hun har insisterret på at holde dem på grønlandsk.
Hun har sågar nægtet at oversætte sin tale til dansk mundtligt. Det sidste synes lidt barnligt og unødigt konfrontatorisk.
Særligt fordi Aki-Matilda taler perfekt dansk.
Men det er faktisk det mindste i denne sammenhæng.
Det vigtige er, at hun har bragt rigsfællesskabet og Grønland på dagsordenen.
Jeg har besøgt 28 lande og været på alle kontinenter.
Den største rejseoplevelse jeg har haft var i 2010, da jeg besøgte Nuuk i Grønland i små 2 uger.
Naturen er så storslået, at det er ubeskriveligt. Folk er virkelig flinke og gæstfrie.
Alle danskere bør simpelthen rejse til Grønland mindst en gang i deres liv.
Jeg er ikke sikker på, at vi danskere værdsætter nok, at vi er i rigsfællesskab med Grønland.
Men modsat er jeg heller ikke sikker på, at man på Grønland værdsætter nok, at man er i et rigsfællesskab med Danmark.
Et stort flertal af den grønlandske befolkning ønsker, at Grønland bliver selvstændigt - i hvert fald på et tidspunkt i fremtiden.
Langt de fleste partier i Grønland arbejder for det samme.
På Grønland er der stemmer i at mene, at Grønland skal løsrive sig fra Danmark.
Men det er ikke det samme som, at det også ville være det bedste for Grønland og grønlænderne.
I Storbritannien var der også stemmer i at mene, at man skulle forlade EU. Det har et flertal af briterne i dag fortrudt.
Brexit er det rene ingenting i forhold til, hvad et exit fra rigsfællesskabet ville betyde for Grønland.
Bloktilskuddet udgør omkring halvdelen af finansloven i Grønland.
Derudover så er sundhedsvæsenet, den offentlige administration og erhvervslivet fuldstændig afhængig af dansk arbejdskraft.
Læg dertil at grønlændere, som det selvfølgelig bør være, kan rejse til Danmark og blive behandlet på sygehuset eller tage en uddannelse.
Fra dag et grønlændere sætter fod på dansk jord, så har de samme rettigheder som danskere.
Igen, sådan skal det selvfølgelig være inden for rigsfællesskabet. Men det har selvfølgelig også en stor værdi, som skal regnes med.
Ligesom det gjorde sig gældende i Storbritannien, så er den grønlandske debat om selvstændighed præget af populisme.
Den er i høj grad anført af eliten på Grønland. Det vil sige politikere som Aki-Matilda, som er veluddannet, som taler flere sprog og som har politisk magt og sit på det tørre rent økonomisk.
Altså dem, som bare ville kunne forlade Grønland og rejse et andet sted hen, hvis Grønland som selvstændigt land ikke blev det fantastiske sted at leve, som fortalerne for selvstændighed forsikrer.
Virkeligheden er temmelig sikkert den, at dem som ville betale prisen for grønlandsk selvstændighed er dem, som ikke ville kunne flytte fra Grønland. Dem som ikke har nogen høj uddannelse, og som kun taler grønlandsk. Men Aki-Matilda har startet en debat, som bør få os danskere til at vågne op og værdsætte, at vi er så privilegerede at være i rigsfællesskab med Grønland.
Vi skal stoppe med at brokke os over bloktilskuddet.
Hvis man vil brokke sig over, at danske skattekroner ryger ud af landet, så bør man brokke sig over de langt over 20 milliarder, vi sender af sted i udviklingsbistand til “udviklingslande” som for eksempel Kina.
For min skyld kunne vi fordoble bloktilskuddet til Grønland og tage pengene fra udviklingsbistanden.
Grønland er alle pengene værd for Danmark og derfor skal danske politikere arbejde for at overbevise grønlænderne om, at de skal blive i rigsfællesskabet.
Det vigtigste argument er, at Grønland og Danmark bogstaveligt talt er gift ind i hinanden.
Det er Aki-Matilda selv et levende bevis på.
Men også fordi, at Grønland giver Danmark en helt unik position på den internationale storpolitiske scene.
Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten med B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, der sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

