Alex Vanopslagh har talt meget om det, og det gør Morten Messerschmidt nu også.

De blå partier skal være bedre til at unde hinanden nogle sejre.

De røde partier taler ikke om det. De gør det bare.

VLAK-regeringen burde være blevet en succes.

Fællesmængden mellem de tre borgerlige partier i den regering var kæmpestor.

Det var fællesmængden med det daværende parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti egentlig også.

Men det gik fuldstændig galt.

Det blev vigtigere for Dansk Folkeparti at forhindre, at særligt Liberal Alliance fik nogle politiske sejre, og Liberal Alliance opførte sig modsat som politiske amatører.

Det sidste har jeg selv et medansvar for, idet jeg sad i Folketinget for netop Liberal Alliance dengang.

Begge partier endte med at få nogle gedigne og velfortjente vælgerlussinger ved det følgende valg.

Blå vælgere gider bare ikke intern ballade.

Man kan være enig eller uenig med den nuværende regering og dens parlamentariske grundlag, men når det netop kommer til at unde hinanden sejre og give hinanden plads, så har den, i hvert fald indtil nu, klaret det til absolut topkarakter.

Enhedslisten, Alternativet og også regeringspartierne SF og Radikale Venstre har fuldstændig accepteret, at Socialdemokratiet fører en udlændingepolitik, som de er helt uenige i.

Men de giver ikke regeringen nogle problemer. Socialdemokratiske ordførere kan sige, hvad de vil, uden at det giver anledning til voldsomme reaktioner. For eksempel at man i Socialdemokratiet mener, at der er for mange muslimer i Danmark.

Hvis et hvilket som helst parti havde sagt det for 10 år siden, var de fire partier gået helt amok.

Modsat har regeringen givet ret store indrømmelser til sit parlamentariske grundlag.

Pelle Dragsted fik for eksempel lov til at præsentere forslaget om skatteyderfinansieret tandlæge på dagen, hvor den nuværende regering blev dannet. En gammel mærkesag for Enhedslisten.

Et andet eksempel på, at de røde partier i hvert fald foreløbig er gode til at lægge låg på konflikter, er den aktuelle debat om at fjerne SU for hjemmeboende studerende, hvis forældre har en årsindtægt på over 710.000 kroner.

Det burde jo udløse et ramaskrig i både SFs og Radikale Venstres bagland, men det er ikke sket.

Det vidner om, at partiernes bagland også er ret disciplineret og ikke går amok over, at der laves svære kompromisser.

Hvis en kommende blå regering skal blive en succes, bør de borgerlige partier nærstudere, hvordan de røde partier indtil videre har klaret samarbejdet, og de blå partiers bagland bør lade sig inspirere af de røde partiers bagland.

Man må give dem, at de faktisk er gode til at unde hinanden politiske sejre.

Det politiske indhold af de sejre er så en anden diskussion.

Herunder kan du lytte til seneste afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Komikeren Brian Mørk er en mand, som man lægger mærke til, hvis man bare engang imellem bevæger sig ind på de sociale medier. Dét er på trods af, at han for få år siden var helt ude i kulden. Med ét opslag på X blev han – under MeToo – decideret cancelled. Men nu giver han den fuld gas med jokes og sketches, der særligt udstiller ‘den skøre venstrefløj’. En fløj, han tidligere selv har tilhørt. Hvad siger Brian Mørks ‘rejse’ om den tid, vi står i lige nu? Det dykker vi ned i i dagens afsnit. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Brian Mørk, komiker Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Producer: Frederik Riis Jakobsen og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.