Brian Sicknick blev 42 år.

Han arbejdede på 12. år i US Capitol Police Departments politistyrke. Han var en del af den politistyrke, der heroisk forsøgte at holde den tusindtallige menneskemængde tilbage. Capitols politistyrke var uforberedt, og de var alt for få til at møde det uhæmmede raseri, som demonstranterne angreb politiet med.

Betjent Sicknick blev dræbt i tjenesten, men hvordan ved man endnu ikke. Han blev ifølge amerikanske medier ramt af en pulverslukker, da han stod i forreste linje, men han fik kæmpet sig tilbage til sine kolleger, hvor han kollapsede. Sicknick blev bragt til hospitalet med det samme. Ambulancefolkene genoplivede ham to gange undervejs til det nærliggende hospital i Washington. Her døde han af en blodprop i hjernen, ifølge hans far.

Brian Sicknick var selv Trump-supporter, men de rasende demonstranter skelnede ikke, de ville bare forbi politiet og ind i Kongressen.

Hvorfor hæfte sig så meget ved en amerikansk politibetjents død?

Brian Sicknick døde, da han forsøgte at stoppe en organiseret og rasende flok oprørere, der ønskede at stoppe den demokratiske proces, der endeligt skulle vælge den nye amerikanske præsident: Joe Biden. Den siddende præsident, Donald Trump, havde i løbet af dagen opmuntret sin 'oprørshær' til at marchere til Capitol for at stoppe tyveriet af valget, som han hævdede. Donald Trump ønskede, at vicepræsident Mike Pence skulle udsætte godkendelsen, som foregik under demonstrationen. Med det samme oprørerne var i Kongressen, ledte de efter Mike Pence. De råbte taktfast: »We want Pence.« Enkelte sagde, at de ønskede at hænge ham i den galge, der var rejst foran Kongressen.

Billederne fra oprøret og stormen på Capitol viser, at det var langt voldsommere, betydelig voldeligere og endnu bedre organiseret, end de første livebilleder antydede. Her så man excentrikere gå rundt med pelshue, bonderøve sidde med benene på bordet og langhårede mænd med tophue stjæle souvenirs fra parlamentet.

Det var et planlagt, organiseret og gennemført forsøg på at stoppe en demokratisk proces. Det var en livstruende trussel mod navngivne politikere, som Trump over tid havde udpeget som 'enemy of the people'. Journalister og fotografer fik tæsk og deres udstyr smadret. Hvis bøllerne havde fundet Mike Pence og andre politikere, kan man forestille sig, hvad der var sket.

Derfor døde Brian Sicknick, derfor er hans historie vigtig. Billederne beviser, at det ikke var en flok hillbillies, der var på søndagsudflugt til hovedstaden. De mente det alvorligt. Billederne taler deres tydelige sprog.

Hvordan er det kommet dertil for amerikanerne?

Det er enkelt at give Donald Trump skylden. Han bærer det personlige ansvar. Han og familien, der ustandseligt lyver, truer andre og udpeger syndebukke, skal stoppes. Det amerikanske politiske system må håndtere det forræderi mod demokratiet, som Trump-dynastiet repræsenterer. Der skal statueres et eksempel af de alvorlige. Demokratiet og retssikkerheden skal sejre. Her er det ikke nok, at Trump er udelukket fra samtlige sociale medier, der har givet ham en magtbase og et kæmpe talerør.

Når Donald Trump er fortid i amerikansk politik, er der stadig 70 millioner amerikanere, der stemte på ham ved præsidentvalget. Ifølge amerikanske målinger mener et stort antal stadig, at der blev snydt ved valget, og stormløbet mod Kongressen var helt på sin plads. De 70 millioner forsvinder ikke med det samme, og det gør deres holdninger heller ikke.

USA må forberede sig på en lang proces, der styrker demokratiet i landet. Mistroen er voldsom.

Herhjemme oplevede vi i weekenden demonstrationer i København og Aalborg, der gik helt galt. Men in Black har flere gange demonstreret mod restriktioner og for frihed. Flere gange med fyrværkeri, romerlys og en aggressiv attitude. Få kender til Men in Black, og de er ikke villige til at give sig til kende eller forklare deres budskab. 14 blev anholdt i København og fem i Aalborg, da politiet opløste deres lovligt varslede demonstration.

Deltagerne blev opildnet fra blokvognen, hvor talerne råbte slagord:

»Vi er her, og vi er vrede« og »Frihed for Danmark, vi har fået nok«.

Lyder det bekendt?