Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor stort et hul Mette Frederiksen er parat til at slå i statskassen.

Regeringen har i hvert fald endnu en gang den helt store pung fremme i forsøget på at tækkes visse vælgergrupper.

Denne gang er der pengegaver på vej til pensionisterne og til dem, der er afhængige af bilen for at komme på arbejde.

Pengegaver finansieret via optagelsen af ny gæld.

Gæld, som vel at mærke ikke er Mette Frederiksens eller Socialdemokraternes egen.

Regeringen låner altså penge på vegne af os alle sammen.

Derfor er det også danskerne – alle som én – der hæfter og betaler for den gavebod, hvor døren efterhånden er slået op på vid gab.

Fair nok.

Det kan som bekendt være nødvendigt at låne, hvis der er tale om en særlig lovende fremtidig investering, eller hvis en stor og uforudset udgift pludselig er dukket op.

Et princip, som de fleste med et almindeligt og ansvarligt forhold til husholdningsregnskabet så udmærket er bevidst om.

Anderledes problematisk bliver det den dag, man begynder at låne for at klare dagen og vejen.

Nogen har formentlig oplevet at have bankrådgiveren i røret i den situation, at forbruget er stukket af og har resulteret i et gedigent og måske svært forklarligt overtræk.

Men selvom det kun er et politisk flertal, der har mandat til at lukke statsministerens konto, er der allerede flere, der har forsøgt at ringe statsministeren op.

»Det er helt nyt, hvis man bryder gældsloftet for at finansiere almindelig fordelingspolitik,« lyder det fra økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer, som kalder det en »glidebane« at bryde budgetloven for at fordele ekstra penge til bestemte vælgergrupper.

Men trods advarslerne har regeringen tilsyneladende ingen planer om at tage spenderbukserne af.

Heller ikke selvom det ikke kræver nogen særlig økonomisk indsigt at vide, at lempelser af finanspolitikken som dem, regeringen spiller ud med i form af økonomiske checks og gaver, udgør en uhensigtsmæssig cocktail sammen med den høje inflation.

Et øget forbrug finansieret af gæld er med andre ord ikke den medicin, lærebøgerne prædiker, hvis målet da er at modvirke de stigende priser.

Hvorfor gør regeringen det så alligevel?

Ja, et kvalificeret bud kunne jo være, at det handler om at gøre sig lækker overfor bestemte grupper af vælgere, fordi det næste valg jo som bekendt hele tiden rykker nærmere.

Det er da heller ikke, fordi hårdt trængte pensionister ikke fortjener en håndsrækning.

Problemet er dog, at regeringen på denne måde har taget hul på valgkampen ved at føre ganske almindelig fordelingspolitik for lånte penge.

Det bryder ikke bare med det mangeårige princip, at vil man bruge penge, skal man være med til at anvise, hvor de skal findes.

Det er også en regulær hån med de mange danskere, som ikke har lyst til at være med til at finansiere Mette Frederiksens valgkamp, og som i denne tid godt kan finde ud af at skrue ned for varmen og droppe ferien sydpå for at få pengene til at passe.

De sparer, prioriterer og planlægger, vælger til, fra og nøjes.

En økonomisk ansvarlighed, man bør kunne forvente magen til hos landets statsminister.