Mange vil kende titlen »Kvinde kend din krop«. Der er tale om den ikoniske bog fra 70erne skrevet af kvinder til kvinder. Én af forfatterne bag er den kendte debattør og feminist Karen West.

Men West kan næppe se frem til en invitation, når den kommende udgave af »Kvinde kend din krop« skal lanceres.

Hun har nemlig offentligt protesteret imod, at den nye udgave skal skrives af blandt andre transkvinder – det vil sige biologiske mænd, der føler sig som kvinder.

Karen West insisterer nemlig på, at kvindekønnet er bundet til biologi. Man kan som mand føle sig som en kvinde, men man kan ikke være en kvinde. For sine udtalelser er hun blevet udskammet på de sociale medier og kaldt »transfob.«

Det har hun til fælles med mange andre feminister, der insisterer på, at en kvinde er og bliver et voksent menneske med to X-kromosomer. De udskammes for »hadtale«, og bliver blokeret på de profiler, hvor de forsøger at starte en debat.

Det er et glimrende eksempel på den intolerante, yderste venstrefløj. De hævder at kæmpe for inklusion og tolerance, men helst lukke munden på deres kritikere.

På B.T. mener vi, at det er et demokratisk tilbageskridt. Den yderste venstrefløj udvander både ligestillingen og den demokratiske samtale.

I andre vestlige lande ser vi politikere give efter for pres fra samme yderfløj. I disse år indfører flere lande nye love mod »hadtale« med bekymrende vage definitioner.

Det seneste eksempel kommer fra Scotland. Kritikerne af den nye lov advarer om, at det kan blive farligt for eksempel at ytre sig i kønsdebatten.

Samtidig ser vi eksempler på, at transkvinder får lov til at deltage i kvindernes elitesport og afsone fængselsdom i kvindefængsler, selvom de før har begået forbrydelser imod kvinder.

Det er en udvikling, vi ikke skal ønske for Danmark. Som samfund skal vi rumme og respektere transkvinders ret til at leve som kvinder, men vi skal holde fast i den biologiske virkelighed.

Kun sådan sikrer vi biologiske kvinders ret til en sport på fair betingelser, til rum fri for mænd og til at kunne udtrykke sig frit.

Derfor støtter B.T. også Karen Wests ret til at bruge sin ytringsfrihed og holde fast i den biologiske definition af, hvad en kvinde er.

På B.T.s debatredaktion forsøger i øvrigt i videst muligt omfang at invitere dem i studiet, som vi er uenige med. Vi har således også inviteret forfatterne til den nye »Kvinde kend din krop« i studiet.

I vores liberale demokrati kæmper vi nemlig med argumenter.

Denne leder blev skrevet i en fælles samtale i slutningen af fredagens episode af 'Borgerlig Tabloid'. Lyt i SpotifyApple Podcast eller ved at trykke play herunder: