B.T. mener: At være 'sød og blød' er ikke et mandeideal
Vi vil gerne have, at vores unge drenge er 'søde, bløde og dejlige'. Det mener ligestillingsminister Ane Halsboe. Men det er ikke et ideal for unge mænd.

Vi vil gerne have, at vores unge drenge er 'søde, bløde og dejlige'. Det mener ligestillingsminister Ane Halsboe. Men det er ikke et ideal for unge mænd.


Ane Halsboe-Jørgensens udtalelse faldt i Deadline på DR for små tre uger siden.
Anledningen var en meget omtalt rapport bestilt af Ligestillingsministeriet om den såkaldte manosfære.
»Manosfæren i unge mænds feed« hed rapporten.
Undersøgelsen konkluderede, at manosfæren på få år er gået fra at bestå af mere eller mindre lukkede, lyssky og afgrænsede grupperinger online til at være en integreret del af unges feeds på TikTok.
Reaktionerne kom prompte.
»På danske drenges telefoner bobler et kvindehad, der minder om hjernevask,« skrev Berlingske på forsiden.
Digitaliseringsminister Christina Egelund fulgte op: »Det er dybt problematisk, at der bliver spredt kvindehadske budskaber på sociale medier.«
Ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen drog på rundtur i medierne med budskabet om, at manosfæren risikerer at sætte alle fremskridt på ligestillingsområdet over styr.
Men hurtigt blev rapporten skudt i sænk af forskere, der påpegede, at der slet ikke var dækning for de dramatiske konklusioner.
Problemet var, at datagrundlaget var forsvindende tyndt: Kun 29 unge mænds TikTok-forbrug var blevet undersøgt, og blot 0,25 procent af opslagene faldt inden for forfatternes egen, brede definition af manosfærisk indhold.
Men debatten afslørede alligevel noget interessant.
For når ligestillingsministeren i Deadline gør det til et ideal, at unge mænd skal være »søde og bløde«, rammer hun helt ved siden af. Ikke fordi der er noget galt med at være venlig og hensynsfuld, men fordi det sjældent er dét, der inspirerer eller driver unge mænd.
De unge ukrainske mænd, som melder sig til at kæmpe mod Putins invasionsstyrker, er ikke søde og bløde.
De er stærke og modige.
Det samme var de amerikanske, britiske og canadiske unge mænd, som stormede Normandiets kyster og befriede Europa fra nazismen.
Det er heller ikke de bløde mænd, der griber ind, når bøller chikanerer sagesløse passagerer i S-toget eller metroen. Det er de modige og handlekraftige.
Flertallet af unge mænd ser ikke op til bløde og søde mænd. De ser op til mænd, som lever op til klassiske dyder:
Ansvarsfulde, respektfulde, stærke, handlekraftige og modige mænd, som er villige til at yde ofre for deres familie og deres land. Mænd, som udretter noget, bygger noget op og gør en forskel for andre.
Andrew Tate og andre ekstremister i den marginale manosfære er ikke et nær så stort problem som Ane Halsboe-Jørgensen og andre feminister, der forsøger at gøre klassiske feminine værdier til det eneste ideal for unge mænd.
For hvis det eneste alternativ til Andrew Tate er en opfordring til at blive sød og blød, risikerer vi, at de unge mænd i ren trods vælger konvertitten Andrew Tate.
Og det er ingen tjent med.
Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.