Så er freden forhåbentlig forbi på plejehjemmene i landets hovedstad.

Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig meddelt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at de besøgsrestriktioner, der har sat begrænsninger på antallet af mennesker, de ældre har måttet se, ophæves fra mandag.

Statsminister Mette Frederiksen henvendte sig i en tale helt tilbage i marts sidste år til de ældre med en særlig besked om, at »de svageste« i krisen var nødt til at være »de stærkeste«.

»I må desværre indstille jer på at indrette jer efter smitterisikoen nogen tid endnu. Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste i denne tid,« sagde hun.

For mange ældre på de godt 1.000 danske plejehjem blev »nogen tid« altså til omkring et helt år.

Så længe har der nemlig været varierende grader af restriktioner på besøg, og sågar påbud.

Mens der flere steder i landet allerede er løsnet op, er turen nu også kommet til de flere end 3.000 plejehjemsbeboere i København, der har været hårdere ramt end resten af landet.

Ikke alene har vores ældre måttet savne familie og venner – hvilket i sig selv er et tab og et svigt – men skandalen blev fuldbragt ved, at det på trods af afsavnet og isolationen alligevel ikke lykkedes at holde smitten ude af plejehjemmene.

Det har givet høj smitte og stor dødelighed blandt beboerne, der på grund af høj alder alle er i højrisikogruppen.

Sammen med skolebørnene er de ældre nok den gruppe, der menneskeligt har bragt de største ofre i coronakrisen. Mens skolebørnene har tiden foran sig og kan indhente det tabte, fylder et år som det, der er gået, mere i livets slutning.

Flere vil kende den livsduelige, nu 100-årige tidligere modstandskvinde Tove Manswell fra en dokumentar på Danmarks Radio, hvor hun har fortalt om sit begivenhedsrige liv.

Tidligere på året udtalte hun til DR om sit coronaår på plejehjem:

»Jeg er vant til at være en fri fugl. Nu har de stækket mine vinger, og nu er jeg ikke noget mere. Nu er jeg bare en gammel idiot, der sidder på plejehjem og skal adlyde.«

Det år, der er gået, får ingen igen, men der er dog grund til at glæde sig over, at den alt for langsomme vaccination af befolkningen nu endelig er nået så langt, at de beboere på plejehjem, der har ønsket vaccinen, også har fået den. Så restriktionerne kan fordufte.

»Hverdagen, hvad er det for noget?« spurgte Manswell videre i interviewet: »Vi sidder bare i den samme kørestol hele dagen. Der sker ikke noget. Der er ingen musik, der er ingenting, ingenting.«

Det kommer der forhåbentlig nu.

Gid freden på plejehjemmene er forbi – for fred har der været så rigeligt af.

Det er naturligvis stadigvæk vigtigt at overholde alle retningslinjer i forbindelse med besøg på plejehjem, men når det så er sagt:

Kom afsted på besøg!