B.T. mener: Afskaf ulandsbistanden!
Når Pakistan har råd til atomvåben, har de også råd til at løfte deres egen befolkning ud af fattigdom.

Når Pakistan har råd til atomvåben, har de også råd til at løfte deres egen befolkning ud af fattigdom.


Danmark bruger godt 23 milliarder kroner på ulandsbistand hvert år.
Det er mere end dobbelt så meget, end vi bruger på vores retssystem og domstole.
Det er langt mere, end vi bruger på videregående uddannelser.
Det er mere, end vi bruger på politiet.
Hvis man fjernede ulandsbistanden og i stedet brugte pengene på at nedsætte bundskatten, ville en person med en gennemsnitsindkomst få en skattelettelse på 10.000 kroner om året!
Intentionen med udviklingsbistand er unægtelig god. Vi danskere vil gerne hjælpe mennesker i fattigdom og nød, og det er overordentlig sympatisk.
Men i politik bør intentionerne bag en politik ikke betyde noget som helst – kun konsekvenserne er vigtige.
Hvis man kigger på udviklingsbistand generelt, er der intet, der tyder på, at den løfter fattige lande ud af fattigdom.
I 2015 vandt Angus Deaton Nobelprisen i økonomi. Han har blandt andet forsket i effekterne af udviklingsbistand. Groft sagt er hans konklusion, at udviklingsbistand gør mere skade end gavn.
Den løfter ikke lande ud af fattigdom. Den er faktisk med til at fastholde lande i fattigdom.
Der er ingen fattige lande på denne jordklode, der ikke ved, hvordan man løfter et land ud af fattigdom. Hvis det modsatte var tilfældet, kunne man argumentere for, at udviklingsbistand var en god idé.
Men alle fattige lande kan se på, hvad der har gjort Vesten rig, og kopiere opskriften: Lav korruption, markedsøkonomi og velfungerende institutioner.
Når afrikanske og sydamerikanske lande for eksempel vælger socialisme, så ligger de, som de har redt.
Så kan det ikke være vores opgave at sende dem milliarder i udviklingsbistand.
Når Pakistan, for eksempel, har råd til kernevåben, så skal landet ikke også modtage danske skattekroner.
Det er helt almindelig sund fornuft.
Drop udviklingsbistanden.
Den hører en anden tid til.
Vi kan sagtens bruge pengene på vores egne borgere.
Denne leder er inspireret af mandgens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Du kan lytte til afsnittet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.