Da Lars Løkke dannede sin rene V-regering i 2015, bestod den af 18 ministre.
Da Mette Frederiksen dannede sin rene S-regering i 2019, bestod den af 20 ministre.
I dag præsenterede Mette Frederiksen en regering med hele 25 ministre.
Det er danmarksrekord.
Spørgsmålet er så, om det er fordi, Danmark har ændret sig så meget siden 2022, at der er brug for rekordmange ministre, eller det skyldes, at der nu er tre partier i regeringen, og de har brug for at udnævne ministre af hensyn til at opfylde personlige ambitioner hos medlemmer i deres folketingsgrupper -for sker det ikke, så kan det give utilfredshed og dermed interne problemer.
Et eksempel er valget af Sofie Hæstorp (S) som ny social- og boligminister.
Hun er muligvis den første, der er blevet udnævnt til minister simpelthen fordi, hun klarede sit job som overborgmester i København så dårligt, at hun simpelthen måtte væk.
Socialdemokratiet fik som bekendt et katastrofalt valgresultat ved sidste kommunalvalg. Det ønskede Mette Frederiksen ikke skulle gentage sig, og så blev Hæstorp i stedet minister.
Eller hvad med Dan Jørgensen (S), som nu bliver EU-kommissær?
Hans ministerpost – som udviklingsminister – bliver nedlagt og lagt ind under Lars Løkke Rasmussens (M) ressortområde.
Men hvis Lars Løkke kan varetage den opgave, hvorfor skulle vi så have en udviklingsminister til at starte med?
Det skulle vi, fordi Dan Jørgensens ambitioner om at komme til Brussels som kommissær havde en bedre chance, hvis han var siddende minister.
Et andet eksempel er, at vi nu har hele tre ministre, som skal tage sig af det, man under ét kunne kalde det grønne område:
Vi har en miljøminister, en klimaminister og en minister for implementering af den grønne trepartsaftale.
Men er det virkelig rimeligt, at skatteborgerne skal betale milliongager til ministre, der dybest set ikke er behov for samt deres tilhørende spindoktorer?
Det er det selvfølgelig ikke.
