Jeg har læst i avisen, at man nu udvikler specialfremstillede luftmadrasser til barmfagre kvinder, sådan at de kan ligge på maven i swimmingpoolen. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan madrassen er konstrueret, og jeg vil nødig være lummer, men det skulle være noget med to fordybninger.

Det er der vist også brug for. For samtidig har jeg læst, at antallet af brystforstørrelser herhjemme er tidoblet på relativt få år, og så hænger tingene jo pludselig sammen. Der er simpelthen et marked derude, så den ene Ole Opfinder efter den anden kan udvikle tilbehør til den voksende skare af brystbomber i vort ellers så flade land.

Jeg synes ellers, at vore kvinder er udmærkede, som de er. Men det ser ud til, at mange i disse tider med Instagram-helvede og Reality-bomber føler et vist pres for at pimpe deres krop. Og det er ikke kun brysterne, det er også bagdelen. Og lårene. Og så er der botox og fedtsugning. Det er godt nok noget af en udvikling fra dengang, man maksimalt kunne få rettet flyveører. Og det er dybest set ulykkeligt.

Bevares, jeg forstår jo godt ambitionen om at tage sig lidt bedre ud. Jeg har f.eks. selv opøvet en evne til næsten altid at trække maven ind. Det giver mig til gengæld et lidt oppustet udtryk, så jeg ligner en mand, der forsøger at holde på en prut. Hvad jeg som regel også gør.

Men derfra er der jo et stykke vej til ideen om et konstrueret menneske, skåret til som en mørbrad og finpudset som en skinke. I Sydkorea har 20 procent af kvinderne fået konstrueret en ekstra fold i øjenlågene for at se mindre asiatiske ud. I Brasilien har millioner af både kvinder og mænd fået opereret bagdelen henholdsvis større og mindre. Måske flytter de simpelthen numsevæv fra mænd til kvinder? Og herhjemme bliver næsten hver femte rynkebehandling nu udført på kvinder, der er under 30, og som vel knap nok har en rynke.

Jeg har ikke noget imod det, hvis folk får det bedre med sig selv i al stilhed. Jeg har det til gengæld svært med det, hvis de gør det for at komme frem i lyset. For anerkendelsen, for likes og for status. Det holder ikke i længden.

Men vi lever i en tid, hvor man åbenbart ikke føler sig god nok. Så man er nødt til at ny-konstruere sig selv, fordi vi samtidig lever i en tid, hvor man vil ses. Man skal f.eks. være lækker på de sociale medier. Og på Roskilde Festival for nylig var der så mange uploads med selfies, at telefonselskabet nærmest i døgndrift måtte sætte flere master op. Omvendt fortalte selskabet også, at der var meget få downloads. Folk er så besatte af blive set, at de ikke orker at se på andre.

Og nu kommer så den nye luftmadras. Perspektivet er uhyrligt, for om lidt vil alle vi andre jo også have en specialdesignet madras. Er fabrikanterne klar til det? Vil de imødekomme sådan en som mig, der desværre ikke har de buler på kroppen, der egner sig til Instagram? Vil de i mangfoldighedens navn tilgodese enhver forespørgsel fra folk med mærkelige knæskaller og store hager? Eller fra dem med kæmpestore bagdele som har tænkt sig at ligge på ryggen? Eller vil vi være nødt til at opsøge kirurgen for at komme i betragtning til madrassen?