Britta Nielsen er efter alt at dømme en gemen tyveknægt - hun er i hvert fald sigtet for millionsvindel. Men jeg mødte især i begyndelsen af sagen en del mennesker, der med et skævt smil alligevel heppede lidt på hende.

Ikke fordi hun skulle slippe for lovens lange arm, men fordi der jo var noget Olsen Banden over hende.

For Britta er som Egon Olsen vistnok en helt almindelig dansker med en særlig interesse i millioner. Dem har hun angivelligt stille og roligt, år efter år, lænset ud af Socialstyrelsens kasser. Ingen opdager noget, livet går sin vante gang i styrelsens gemakker. Planen er øjensynligt genial, for lige som Egons planer drejer den sig om at udnytte vagtmandens, pedellens og systemets indbyggede slaphed.

Og da jorden omsider begyndte at brænde under hende, var hun pist forsvundet. Hun meldte sig syg i det øjeblik, svindelen kom frem i lyset. Men hun var altså ikke mere syg, end at hun tog den første taxi ud til lufthavnen.

Man kan sagtens se flyvemaskinen for sig, når den letter fra København med Britta på plads 28a. Hun sidder i vindjakke og Ecco-sko og ligner alle de andre danskere i flyet – bortset fra at hun som den eneste har 11 millioner kroner liggende i en rød attachemappe på knæene. Og da maskinen forlader dansk luftrum, hører man et sted i skyerne Benny råbe 'Skide godt, Britta.'

Men så gik det jo ret hurtigt op for folket, at Britta højst sandsynligt havde snuppet pengene ovre i satspuljerne. Der døde billedet af Egon Olsen, for han stjal jo fra de rige. Britta stjal derimod fra de fattige, kunne man forstå på medierne og politikerne. Så over natten blev de skæve smil afløst af de bævende læber og de dirrende stemmer, som folk i vores land bruger til at vise, hvor gode mennesker de selv er.

Jeg forstod det ikke helt. For satspuljemidler er fæstnet i lovgivningen, og derfor får folk de ydelser, de skal have. Ikke engang tyveriet af 12 milliarder fra Skat har fjernet så meget som fem øres velfærd. Jeg anerkender, at Brittas mulige manøvrer har givet problemer og forsinkelser for visse satspulje-projekter. Men det er staten, der angiveligt er røvet, og ikke den enkelte hjemløse. Så de bævende læber var måske lige lovligt bævende?

Og jeg forstod heller ikke helt denne gradbøjning af kriminalitet. Jeg er personlig tilhænger af social omsorg, især den vi giver netop de svageste. Men hvorfor er det værre at stjæle fra den statslige satspulje end fra f.eks den statslige erhvervsstøtte? Ville Britta nærmest være en folkehelt, hvis hun i stedet havde stjålet fra Lego-familien?

Sidste år viste en undersøgelse, at vi øjensynligt faktisk har netop den opfattelse. Danskerne sagde blandt andet i undersøgelsen, at det er bedre at fifle med EU's skattekroner end med danske skattekroner. Og at det f.eks. også er OK at piratkopiere, hvis det går ud over Bill Gates og nogen af de andre milliardærer.

What? Siden hvornår er kriminalitet blevet en relativ størrelse? Hvorfor er det bedre at plyndre Hansen end Jensen? Fordi Hansen har penge nok? Og at det derfor er OK at snuppe nogen af dem?

Gu’ ved, hvad Britta tænkte undervejs? Måske tænkte hun, at hun jo netop røvede den største pengekasse i Danmark, og at det derfor ikke rigtig gik ud over nogen?

Men da hun sad i flyveren forleden, da vidste hun, at enden var nær. Hun ville blive snuppet en dag. Hun ville blive fanget på et gadehjørne i Argentina med en ordentlig røvfuld penge. Hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun må traske den tunge vej ind bag tremmer.

Igen akkurat som Egon Olsen, men nu uden folkets klapsalver og rulletekster. For hvis man vil være en røver i vores land, skal man huske at røve de rigtige.