I England er mindst tre briter blevet dømt for at poste ulovligt indhold på nettet under optøjerne. Formanden for Trykkefrihedsselskabet i Danmark, Aia Fog, er kritisk.

»Grænserne for ytringsfrihed går, hvis man opfordrer til vold eller truer med vold. Og det der med at opfordre til, at man deltager i voldelige aktioner, det er jo helt klart uden for grænserne,« siger Aia Fog mandag til debatpodcasten Borgerlig Tabloid.

»Men jeg vil så også sige, at de retssager, den overvågning af, hvad folk skriver på medierne, er jo bestemt ikke en retsstat værdig.«

Bemærkningen falder efter, at det britiske politi har sat ind med ekstra overvågning på nettet i kølvandet på optøjerne. I skrivende stund er mindst tre briter blevet dømt for at poste ulovligt indhold på nettet under optøjerne.

Ifølge politiet er det ikke kun ulovligt at opfordre til vold – det er også strafbart at 'sprede had'. Det er særligt dén formulering, der falder ytringsfrihedsaktivisten for brystet.

»Fordi vi har jo ytringsfrihed. Men hvis man skal til at motivforske i, hvad folk mener, og hvad de gør, og hvorfor de retweeter ting, så kan alt jo i princippet være en opfordring til 'had'«,

»Men at hade er rent faktisk tilladt i et land med ytringsfrihed,« siger Aia Fog.

Ifølge Aia Fog vil jagten på dem, der poster forbudt indhold, kun give bagslag for regeringen. Hør hvorfor i Borgerlig Tabloid ved at trykke på afspilleren herunder og lyt med cirka 20 minutter inde i programmet.

Podcast

Politiet i UK vil 'finkæmme' internettet for hadefulde posts - ytringsfrihedsaktivist er bekymret

Er England ved at udvikle sig i autoritær retning? Dét spekuleres der lige nu i på X, efter at politiet i England er begyndt at fægsle brugere, der poster og 'hadefulde' posts på sociale medier. Vi taler med formanden for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, om hvorfor hun også er så bekymret for ytringsfriheden i England, at hun har valgt at gå ind i kampen.  Vært: Astrid Johanne Høg, debatredaktør på B.T.  Gæst: Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet Producer: Kasper Riising Programansvarlig: Astrid Johanne Høg