Selv de mest rosenrøde parforhold kan have en skyggeside, når de ses efter i sømmene. For eksempel er mange af os så optaget af at få alt det praktiske til at spille, at vi glemmer at give gødning til kærligheden. Rikke Thuesen hjælper et par til at (gen)finde nærheden sammen med den, man holder af.
Det velklædte og nydelige ægtepar sidder lidt uroligt i sofaen over for mig.
De er i slutningen af 40'erne og er et af de sjældne par, som har fejret kobberbryllup trods deres 'unge' alder. De har tre dejlige børn, som det går godt for, hus og sommerhus, gode jobs, er begge i god fysisk form, har et solidt netværk af venner og familie og er vellidte og engagerede i de mennesker, der er omkring dem.
De har tilsyneladende hele pakken, men der er alligevel noget, der mangler.
Kvinden, Mette, tager hul på det svære, og mens hun fortæller, slukkes lyset lidt i hendes øjne.
»Jeg føler, at jeg står meget alene med tingene derhjemme. Jeg sørger for alt det praktiske, får hjulene til at dreje rundt i hverdagen og har ansvaret for ungerne. Det føles, som om det er et ret stort ansvar, der hviler på mine skuldre.«
Jeg spørger Kristian, hvordan han har det med det, hun siger. Han svarer, at han godt ved, hvor meget hun står for, men at han jo også selv bidrager med en masse i form af alle de timer, han lægger på jobbet, og den løn, han tager med hjem til familien.
»Jeg knokler rundt, for at vi kan skabe det gode liv og få tid og råd til alt det, vi ønsker i vores liv og for vores familie, men det eneste, jeg hører, er beklagelser over, at du står alene med praktikken. Jeg synes også, jeg bidrager meget, men føler, at det er dine regler og din måde at gøre tingene på, der skal følges. Jeg synes måske ikke, det er så vigtigt at lave hovedrengøring og ordne haven hver lørdag – jeg synes, det er vigtigere at være sammen som familie.«
Bare en praktisk gris
Både Mette og Kristian har talt sig varme nu, og begge er rykket helt frem på sofaen. Mette indskyder skrapt, at Kristian jo altid falder i søvn eller ser tv, når de er hjemme om aftenen, hvor de sagtens kunne være sammen som familie.
»Det virker ærligt talt, som om du ikke har specielt meget lyst og energi til at være sammen med din familie, når du har fri,« siger hun. Kristian svarer, at der jo ikke er meget glæde eller sjov ved at være hjemme, når det hele tiden er brok og diskussioner, det ender i.
Jeg afbryder og vender mig mod Mette:
»Det virker, som om det ikke er de praktiske ting, du i virkeligheden er frustreret over. Kan det passe?«
Med tårer i øjnene svarer hun:
»Ja, det er i virkeligheden ikke de praktiske ting. Det er følelsen af, at han ikke værdsætter mig, at jeg er lidt ligegyldig, og at han ikke rigtig gider være sammen med mig. Enten sover han og er træt, eller også er vi sociale og har ikke tid sammen alene. Jeg får følelsen af, at jeg bare er en praktisk gris, som er god at have ved hånden.«
Han kigger forbavset på hende.
»Jeg har det på samme måde! Jeg føler, at du ikke oprigtigt interesserer dig for mig, og at du hellere vil have ting fra hånden frem for at hygge dig sammen med mig – og så trækker jeg mig ved at komme sent hjem eller bare at se tv, når jeg er hjemme. Og jeg har jo en tendens til at falde i søvn, når tv’et kører, ved du nok …«
Vi længes efter hinanden
Dette er en meget typisk problematik, jeg oplever i min praksis som parterapeut.
Parret bliver hinandens praktiske bagland i et travlt liv, som både er fyldt op med karrierer, yngelpleje, opbygning af 'det gode liv' og pleje af netværk og venner. De glemmer at prioritere hinanden, og i en lang periode går det ganske godt, fordi der er stor fælles glæde ved at se på det fælles liv, de opbygger.
Der er sjældent tid til at stå stille, og det giver dem ingen chancer for at se forholdet udefra.
Langsomt bliver kløften mellem dem større og større, og en følelse af længsel vokser indeni.
Den længsel viser sig ofte som irritation, frustration og brok, selv om de i virkeligheden bør forholde sig til det savn, de hver især oplever, og sige: »Hey du – jeg savner at være tæt på dig.« Så i stedet for at søge tættere sammen fjerner man sig endnu mere fra hinanden.
Tilbage på sofaen afslutter Mette og Kristian samtalen med en ny erkendelse af, at de faktisk begge savner nærhed, men at de begge har haft svært ved at udtrykke deres længsel.
Opgaven til dem er at lave en liste med små, lette hverdagsting, som maksimalt tager 10-15 minutter, som vil give dem følelsen af nærhed og samhørighed. På den måde skal de øve nye, gode vaner, der skal bringe dem tættere sammen som par.
