Sangeren Isam Bachiri har turneret medierne rundt med en falsk fortælling om, at det er svært at være muslim i Danmark, mener debatredaktør Astrid Johanne Høg.
Sangeren Isam Bachiri har turneret medierne rundt med en fortælling om, at det er svært at være muslim i Danmark, og at islam er »elefanten i rummet«, som ingen tør tale om.
Men jeg mener, at det er en falsk fortælling. Det sagde jeg da også til ham, da vi i dag sad ansigt til ansigt i premieren på ‘Borgerlig Tabloid’.
Jeg sagde til ham, at der jo med regelmæssig mellemrum er fredagsbøn på Rådhuspladsen, og at gadebilledet er fyldt af muslimer i religiøst tøj.
Takket være ham hænger der nu også et kæmpemæssigt skatteyderfinansieret skilt på Nørrebro med ordene »Glædelig Ramadan«.
Imens må den jødiske skole og synagogen i Krystalgade politibevogtes.
Jeg sagde det ligeud
Jeg var helt ærlig og sagde, at jeg mener, at han har en skjult agenda: Danmark skal blive mere muslimsk.Det er en kendt sag, at hans svoger er Taimullah Abu Laban, et kendt og berygtet medlem af Hizb ut-Tahrir. Hans svigerfar er Ahmad Abu Laban, én af imamerne, der var med til at skabe Muhammed-krisen.
Selvfølgelig nægter Isam Bachiri at være påvirket af sine familierelationer. Det vidste jeg, han ville sige.
Her er årsagen til, at jeg alligevel bragte det op:
Jeg er i sidste ende ikke interesseret i hans falske offerfortælling. Det er ikke relevant at høre om fiktive muslimske skolebørns sårede følelser eller hans egne barndomsminder, når han argumenterer for, at islam skal have mere indflydelse i samfundet.
Men det er relevant at få ham til at tone rent flag og være ærlig om, hvad han ønsker for Danmark.
Det handler om islams indflydelse
Isam Bachiris falske fortælling gør det umuligt at imødegå hans argumenter for journalister, der er mere høflige end jeg selv.
Men hvis vi er høflige, vinder han med sin offerfortælling. Dertil er der for meget på spil.
For til syvende og sidst handler det ikke om sårede følelser, men om magt. Nærmere handler det om, hvor meget indflydelse islam skal have i Danmark.
Jeg mener – og det er mit indtryk, at de fleste danskere er enig med mig – at islam ikke skal fylde mere i Danmark.
Derfor valgte jeg at sige ham lige ud, hvad jeg tænker og stille om ubehagelige spørgsmål. For det er netop et tegn på, at der er en skjult agenda, når man ikke kan få et klart svar på et klart spørgsmål.
Mit håb var at spørge på en måde, så danskerne kunne blive klogere på, hvad Isam Bachiri egentlig står for og vil opnå. Om det lykkedes, må du selv vurdere.
Du kan høre hans svar ved at klikke på linket forneden.
