Sommerferien står for døren, skolerne er lukket for i år, og i løbet af de næste uger skal vi mæske os i solskin, grillpølser, vaffelis, vandkampe og mere eller mindre succesfulde ture på stranden.

Åh, kan I også mærke, hvordan den danske hygge, når den er bedst, kommer snigende ind over os som en kærlig, iskold øl hen over hækken? Ahhh… Lige indtil...

Så kommer man i tanker om, at man måske alligevel burde være mødt op til det der yogahold, som man var kommet til at tilmelde sig ved en fejl. At det måske alligevel ikke var helt så ligegyldigt med de der ekstra croissanter, tirsdagsisen, lakridserne i frokostpausen og den ekstra portion fritter med bearnaise, som åbenbart var fast besluttede på at sætte sig solidt fast på inderlårene.

Jeg opdagede det selv, da jeg stod i prøverummet i Magasin forleden. De havde åbenbart lige skudt gang i deres udsalg, så der var 5.000 mennesker, som åbenbart allesammen også gerne lige ville en tur ind i prøverummet i lingeriafdelingen. Så jeg traf den fornuftige beslutning at hamstre en favn fuld af badetøj, inden jeg gik ind for at udvælge det allerflotteste. Dét, som jeg ville tage mig allerbedst ud i.

Jeg prøvede den første – og flotteste – bikini. Håbløst! Jeg så alt for bleg ud, og jeg fik dét, man i gamle dage kaldte bollehåndtag, over trussen. Måske var det alligevel bedre med en badedragt?

Jeg prøvede først den gule med blomster på: en meget smuk én af slagsen med helt smalle stropper. Det gik slet ikke. Så jeg gik konservativt til værks og prøvede den sorte med brede stropper og dyb ryg i stedet. Den var lige så dårlig.

Min mave bulede, mine bryster blev flade, og mine baller blev flækket på midten, så man med al tydelighed kunne se, at jeg tager elevatoren frem for trappen, hver eneste gang jeg har muligheden. Fem bikinier senere, som alle fik mig til at rynke på næsen og beslutte mig for aldrig nogensinde at sætte tænderne i én eneste lillebitte kulhydrat igen, overlod jeg prøverummet til den næste kvinde i køen og gik slukøret derfra. Jeg har åbenbart bare ikke en bikinikrop mere.

Jeg cyklede tilbage mod Østerbro og hentede mine børn, der absolut mente, at det var vejr til en is. De havde selvfølgelig ret, og da Hjem-IS-bilen få øjeblikke senere ringede med klokken, stoppede vi op og købte to pakker is. Én med jordbærsmag og én med saltkaramel. Jeg droppede det med kulhydraterne og spiste én af hver.

Jeg ringede til en veninde, som forgæves havde forsøgt at få fat i mig, da jeg stod i prøverummet. »For helvede, jeg kan simpelthen ikke overskue at have bikini på til sommer,« sagde hun og fortalte en historie om et prøverum, der lige så godt kunne have været min egen historie.

Min veninde er en dejlig kvinde med en lillebitte talje og en røv, jeg ville dø for at have. »Du er smuk, uanset hvad du tager på,« sagde jeg til hende, imens hun med varierende gloser rakkede sig selv ned. Hun sagde noget med appelsinhud og en irriterende delle, hun simpelthen ikke kunne komme af med, uanset hvor meget hun prøvede.

Jeg har aldrig lagt mærke til hverken delle eller appelsinhud. Jeg har altid bare set en smuk kvinde med en fantastisk udstråling. En kvinde med så mange kvaliteter, at selv det halve ville klassificere hende som den næste nobelpristager, hvis det stod til mig. Alligevel rakkede hun sig selv ned. Hun troede vitterligt på, at andre mennesker ville se på hende med afsky, hvis hun gik på stranden iført bikini.

Uden at sige for meget kan jeg godt afsløre, at jeg er temmelig sikker på, at ingen – som i absolut ingen – vil kigge på hende på den måde. Nogle vil måske kigge på hende og synes, at hun ser dejlig ud, nogle vil synes, hun er lækker, nogle vil tænke, at hun ligner en god mor, og andre vil måske slet ikke lægge mærke til hende, fordi der jo altså trods alt ofte er temmelig meget at holde øje med, når man går på stranden. Sine børn, hvis man har sådan nogen, eller om isen, man er ved at spise, drypper ned på håndklædet, eller om man har fået sand ind mellem ballerne. For eksempel.

Selvfølgelig skal min veninde gå på stranden i sin bikini. Hun er så smuk, sød og sjov, og det virker jo fuldkommen håbløst, at en kvinde som hende bruger energi på at bekymre sig om sit udseende.

Det sagde jeg selvfølgelig til hende, og da jeg havde lagt på, sagde jeg det også til mig selv. Det er sgu da for åndsvagt, at jeg har stået i et prøverum og gjort mit allerbedste for at få øje på alt dét, jeg bryder mig allermindst om ved min krop, når faktum er, at alle andre med garanti er fløjtende ligeglade med, hvordan jeg ser ud.

Ja, i morgen tager jeg sgu ind til byen igen og køber den bikini, jeg synes, er allerpænest, og så tager jeg den på med stolthed, uanset om jeg får bollehåndtag i den eller ej.

En bikinikrop er jo for pokker bare en krop iført bikini, og sådan én vil jeg da også have.