Dengang jeg var ung - næsten barn - hørte vi konstant Roxette.

Om morgenen, når vi skulle i skole, hjemme hos Louise, når vi gjorde os klar til ungdomsfesterne i Stavnsholthallen og i CD-afspilleren, man kunne have i ørerne. Det var så smart.

Jeg kunne faktisk skrive en hel klumme om, hvordan det er at bolle til Roxette i et telt i Løkken, men det vil jeg spare jer for. I hvert fald her.

For denne tekst skal nok mere handle om døden end om Marie Frederiksson og Per Gessles ørehængere og mine pinlige sommerferier i Løkken, som blev fyret af i 'Pakhuset' på masser af billig Lambrusco.



Den svenske sangeringe havde kræft i hjernen og døde desværre i denne uge efter mange, mange års sygdom.

Det gjorde Henriette Zobel også. I sit eget hjem. Og alene. Hvad hun præcist døde af, det vil familien ikke ud med - men den altid snaksaglige præst, Flemming Pless, ville dog gerne dele, at Henriette døde efter lang tids sygdom og 'ikke kunne hænge sammen.'

Og at det var banalt. Alligevel ikke så banalt, at offentligeheden skal vide det. Marie blev 61 år, mens Henriette blev 57.

Det var virkelig gammelt, dengang jeg stod foran spejlet og dullede mig op til fest - men i dag synes jeg, det er ubegribeligt ungt. Alt, alt for ungt.

Alligevel er det gået op for mig, at det er en del af at blive voksen; at folk dør omkring dig.

Min far døde i 2005. Dengang blev jeg syv år ældre natten over og blev medlem af en klub, jeg op til da ikke havde anet eksisterede; os med en død forælder.

Min bror døde i 2017, og der blev jeg medlem af en anden gruppe sørgere. Jeg var blevet lillesøster uden at have en storebror. Det var ekstremt ensomt. Der tog jeg lige 10 år til på alderdomskontoen.

I 2018 sagde jeg farvel til gode kolleger på Radio24syv, Nedim og Louise, og i 2019 til Morten Lindberg. Hverken Nedim eller Louise nåede deres 40 års fødselsdag. Morten blev 53.

Nu skal det her jo ikke blive en lang tudetur, men ikke destomindre sidder jeg og tænker over, hvornår jeg selv skal herfra. Jeg har to små unger på fire og seks år. De har brug for mig mange år, og helt ærligt, jeg vil fandeme være ked af ikke at kunne følge dem helt til dørs, følge deres udvikling og måske endda opleve dem som rigtigt voksne mennesker.



Men det er jo ikke givet. Det er gået op for mig, at det ikke er en selvfølgelig at blive gammel. Det er et privilegie - hvis man da har sit helbred med sig.

Alle de fine planer kan man altså lige så godt få realiseret nu. Der er ingen grund til at vente, “til man bliver gammel”, for nok kan tiden være knap nu, men hvad fanden betyder det, hvis den slet ikke er der, når man bliver såkaldt gammel og havde tænkt sin pensionstid på havet eller på et Guggenheim Museum.

Kom på havet nu. Få set det skide arkitektur nu. Få lært stenografi eller ringet til din gamle flamme. Hvis du venter, er han måske død.

Jeg siger ikke, at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Det ville man blive psykotisk af. Men jeg siger, at du nok ikke behøver at udskyde livet. For det er lige nu.