Det har aldrig stået skrevet i stjernerne, at jeg en dag skulle få æren af at trille ind på Christiansborg som folkevalgt politiker.

For godt 10 år siden opfordrede min kommune mig til at søge førtidspension.

Det var jo normalt for sådan nogle som mig, der er bundet til en elektrisk kørestol. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mange steder er et handikap og en elektrisk kørestol en begrænsning. Jeg kan ikke gå og har en personlig hjælper 24 timer i døgnet.

Heldigvis stødte jeg ind i en lang række dygtige pædagoger, skolelærere og undervisere i min opvækst. Og så er jeg vokset op i en ressourcestærk familie.

Mine forældre har sørget for, jeg læste mine lektier, så jeg altid var blandt de bedste i skolen og gymnasiet. Takket være den hjælp, jeg har fået gennem uddannelsessystemet og af min familie, fik jeg modet til at drømme og se muligheder i stedet for begrænsninger. Det har givet mig fornemmelsen af at være lige så god som alle andre.

Alle mennesker har drømme. I år er to af mine gået i opfyldelse. Jeg er blevet uddannet jurist og valgt til Folketinget. Men min drøm var tæt på at blive spoleret, inden den begyndte. Fordi jeg skilte mig ud.

Jeg tænker tit på de mennesker, der ikke har været lige så heldige som mig at vokse op i et hjem med sunde rutiner og endeløs opbakning.

Det er mit kald som politiker at hjælpe folk med at realisere deres drømme. For mig starter den mission med gode daginstitutioner, der lægger fundamentet for videre uddannelse.

En vigtig faktor for mig var personalet i min børnehave. Undersøgelser viser gang på gang, at pædagoger er altafgørende for vores udvikling.

For mig betød den indsats, at jeg efter endt børnehave startede på en folkeskole frem for en specialskole. Derfor synes jeg, vi skal investere i flere pædagoger, så alle får en god start.

Folkeskoledagen er i dag for lang, og dem, som har andre kvaliteter, bliver ikke belønnet i dag. Jeg skal af gode grunde aldrig være håndværker, men vi kan ikke undvære håndværkere. Flere i folkeskolen, der udviser de kvaliteter, skal anspores til at gå i den retning.

Der er brug for en folkeskolemilliard til at justere folkeskolereformen.

Et godt uddannelsessystem er garanten for, at folk får muligheden og troen på at gå efter deres drømme. Ligesom uddannelsessystemet har givet mig muligheder.

Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu har fået et regeringsskifte, så vi kan få gjort noget ved det område, der har lidt meget under besparelser og uddannelsesloft de seneste fire år.

Mit valg til Folketinget beviser, at vi er kommet et skridt tættere på Danmark som mulighedernes land, hvor det er muligt at opnå rigtig meget uanset ens forudsætninger.

Uddannelsessystemet spiller en nøglerolle for at få de muligheder udbredt til flere. I de næste fire år vil jeg kæmpe for, at flere bliver i stand til at se muligheder frem for begrænsninger.