Bertel Haarder sparker til udlændingedebatten: Det er fuldstændig vanvittigt


Danmarks første integrationsminister og medlem af Folketinget gennem 42 år, Bertel Haarder (V), indrømmer det blankt:
Han har været alt for naiv, når det kommer til den muslimske indvandring til Danmark.
»Vi troede vel næsten alle, at den næste generation af indvandrere, altså indvandrernes børn, ville blive meget danske, for de jo kom i dansk skole og ville få danske kærester og så videre.«
Han fortsætter: »Men det viser sig jo, at børnene er mere problematiske, mere religiøse og mere kriminelle end deres forældre. […] Man skal ikke overdrive kriminalitetsstatistikkerne, men der er jo alligevel en kolossal overrepræsentation af anden-, tredje- og fjerdegenerationsindvandrere. Det skal vi ikke acceptere.«
Sådan fortæller Bertel Haarder i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Haarder kom første gang med indrømmelsen i et interview med Berlingske.
I Borgerlig Tabloid kaster han sig ud i endnu en række erkendelser, når det kommer til den danske udlændingepolitik.
»Vi skal være langt mere tydelige, end vi hidtil har været, når det gælder dansk kultur og danske traditioner.«
Han fortsætter: »Det er eksempelvis fuldstændig vanvittigt, når skoler begynder på alt det der pjat med ikke at ville have julegudstjenester af hensyn til muslimerne. [ …] For så kan de jo ikke se, hvad det vil sige at være dansk.«
Haarder er inden længe aktuel med en ny bog – 'Sjælespark', hedder den – hvor han har dedikeret et kapitel til sine erfaringer med den danske udlændinge- og integrationspolitik.
Ifølge ham selv kan hans pointe opsummeres med følgende sætning: »You ain't seen nothing yet.«
Hvad han mener med det, kan du høre i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid. Hør afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: