Venstre er igen havnet i en fløjkrig. For fire år siden resulterede det benhårde magtopgør mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i, at partiets folketingsgruppe blev delt op i to fløje, og det har taget lang tid at slikke sårene rene.

Nu er det så partiets udlændingepolitik, der har startet en boksekamp i Venstre. I det ene ringhjørne står hardhitteren Inger Støjberg, mens stadig flere Venstrefolk har bevæget sig over i det modsatte. Senest har folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen optrappet konflikten med sin bog 'En ægte liberal'. I foromtalen til bogen fremgår det, at Jan E. Jørgensen var imod forbud mod burka og niqab og fandt det ufølsomt, da Inger Støjberg fejrede 50 udlændingestramninger med en kage. På samme måde betød den meget omtalte smykkelov, at han havde svært ved at se sig selv i spejlet.

Han er dermed på linje med politisk ordfører Britt Bager, der har udtalt, at hun ikke står samme sted som Inger Støjberg. Og for den sags skyld boligordfører Martin Geertsen, der i juli sagde til TV2, at 'det smerter en liberal at se, at vi slår hinanden oven i hovedet med tal på, hvem der har lavet flest udlændingestramninger'. Det tyder altså på, at der er sat en gryde over, og temperaturen i vandet nu er så højt, at det kogende vand har fået låget til at lette.

Mens formandsopgøret handlede om personer, er den nye interne opgør meget mere end det. Det er et opgør om centrale liberale værdier som personlig frihed, frisind og åbenhed kontra de senere års stramninger og regler, der begrænser religionsfrihed og udfordrer internationale konventioner. Altså noget så storladent som et ideologisk opgør i Danmarks Liberale Parti.

Diskussionen om værdierne i Venstre er vigtig, ikke bare for partiet, men også for Danmarks fremtid. Det er et alvorligt indgreb i den personlige frihed at nægte personer at bære niqab i det offentlige område. Det samme gælder forslaget om, at der skal indføres lov om, at man skal give en borgmester hånden, hvis man vil være dansk statsborger.

Selvfølgelig hører det sig til at give hånden i Danmark, ligesom det er udansk at dække sit hår til af religiøse årsager. Men det er altså kerneværdier her i landet at have personlig frihed til at dyrke den religion, man vil, og derfor er diskussionen yderst vigtig for Venstres kurs. tnk