Natten mellem fredag og lørdag var hård for mange af landets unge. Her blev det offentliggjort, hvem der blev optaget på de videregående uddannelser.

En afgørelse, “der kan ændre ens fremtid”, som 23 årige Sabrina Poulsen sagde til B.T. Hun sov ikke, men ventede troligt som mange andre unge mennesker på, at klokken skulle passere midnat, hvor resultatet blev givet frit. Sabrina var dygtig og heldig og kom ind på jura.

Sammen med hende fik næsten 65.000 unge deres ønske for fremtiden opfyldt og dermed en bedre mulighed for at følge deres drøm.

Der var mange andre, der måtte søge på computeren for slukøret at opdage, at de ikke fik den ønskede plads. Næsten 30.000 unge blev afvist i år. Og på samme måde som Sabrina blev lykkelig for, at hun er 'sikret' - tænker de resterende, at fremtiden tegner sort og usikker. Men bare rolig. Sådan er det ikke. Slet ikke.

Sabrina kan sagtens få en dejlig fremtid, men det er slet ikke sikkert, at hun er havnet på sin drømmeuddannelse. Vejen til den 'rette hylde' er ikke altid lige. Ofte er vejen til drømmejobbet snoet og fyldt med mange tilfældigheder.

Jeg er selv et godt eksempel på dette. Jeg begyndte med at læse erhvervsøkonomi i Aarhus, men fandt hurtigt ud af, at matematik og statistik slet ikke sagde mig noget. Jeg søgte i stedet optagelse på Journalisthøjskolen, men blev ikke optaget og i skuffelse søgte jeg samtidig optagelse på lærerseminariet. Her fandt jeg sammen med en række andre sjove og begavede medstuderende, der fik mig til at nedtone drømmen om at blive journalist.

Jeg blev lærer og fik job i den danske folkeskole. Her underviste jeg i et år, men blev afskediget. I den periode var det gældende princip: først ind - først ud. Og da min skole skulle reducere, var det mig og to andre unge lærere, der røg ud. Dette fik mig til at vende tilbage til journalistdrømmen, og 3. gang var lykkens gang, og jeg blev optaget. Siden har jeg hver dag glædet mig over mine valg og mit nuværende fag.

Mediebranchen er mit andet hjem og min store passion. Siden er det gået meget godt, men vejen har været snoet. Jeg tror ikke, at uddannelsessystemet tillader så mange muligheder i dag. Men jeg er taknemmelig for, at jeg fik chancen for at søge og endelig finde mit drømmejob. Og jeg er sikker på, at både tiden på Handelshøjskolen og Marselisborg Seminarium har gjort mig til en bedre journalist og en
bedre leder.

Steve Jobs, der skabte Apple fra bunden i sin fars garage, taler om det samme i sin berømte tale til de studerende på Stanford University i 2005. Han taler om, hvordan han selv lykkedes med at forbinde alle de tilfældige punkter i sin uddannelse, der satte ham i stand til senere at være visionær. Steve Jobs var et geni og vor tids mest revolutionerende mand, der har ændret vores muligheder som mennesker. Jobs studerede i sin ungdom teknologi, filosofi, kalligrafi og mediterede en del.

Han var ikke altid selv klar over, hvorfor han valgte de fag, der virkede tilfældige. Men da han senere i livet skulle vurdere, hvorfor han var lykkedes, var de ikke længere tilfældige. Den lange, snoede vej havde bragt ham det rette sted hen. For som Steve Jobs siger og anbefaler: “Følg dit hjerte, og stol på, at det vil bringe dig det rette sted.
hen”.

Derfor er budskabet til de unge, der natten til lørdag blev skuffede. Fortvivl ikke. Fortsæt. Bliv ved. Vejen til drømmestudiet og drømmejobbet er for de fleste mennesker ikke lige. Men du skal selv gøre noget. Du skal opsøge dit held, du skal være flittig, og tag så bare Steve Jobs motto til dig: “Stay Hungry - Stay Foolish”.