Debatten om ulighed i samfundet dukker op fra tid til anden.
Nu er det sket igen, og det er kun naturligt, særligt i en valgkamp. Tænketanken Kraka har sammen med revisions- og rådgivningshuset Deloitte netop udfærdiget en rapport, der viser, at de rigeste danskere forholdsmæssigt bliver rigere.
Mens den rigeste procentdel af befolkningen for omkring 20 år siden tjente omkring 7 procent af danskernes samlede indkomster, tegner de sig nu for omkring 11 procent.
Kigger man geografisk på det er det i de største byer og i de rigeste kommuner, at den største forklaring på den stigende ulighed skal findes.
Generelt går det godt i Danmark, og når der er optur og fremgang, er det nærmest en naturlov, at de mest formuende får mest ud af det.
Politikere og eksperter diskuterer så, om det er en god eller en dårlig ting for vores samfund, at uligheden stiger.
Nogle mener, at det er vigtigt, at der ikke er for stor forskel på folk, mens andre mener, at det giver drive og stræben, hvis der er et bedre liv at drømme om og slide efter at opnå.
Salig Grundtvig er muligvis allerbedst husket for linjen “Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt” fra ‘Langt højere Bjerge’. Og selvom forskellige politikere har forsøgt at kapre de fængende ord og gøre dem til argument for egen politik på velfærdsområdet, var det for Grundtvig ikke ment som et argument for økonomisk omfordeling.
På trods af den stigende ulighed er Danmark under alle omstændigheder stadigvæk i global sammenhæng et meget lige land.
Krakas analyse fortæller da heller ikke noget om, hvordan det isoleret set går for danskere med de laveste indkomster. Når de mest velhavende får mere, er det ikke ensbetydende med, at der er andre, der bliver fattigere.
Det er en myte, at når de højere indkomster stiger, så kommer pengene fra de mennesker, der har lavere indkomster.
Afstanden mellem dem, der tjener mindst, og dem, der tjener mest, kan sagtens blive større, selvom alle i princippet går frem i indtægt.
Og faktisk tyder andre analyser på, at dette netop er tilfældet i Danmark.
Selvom de rigeste altså oplever den største økonomiske fremgang, vil gruppen med de laveste indkomster i samme periode også gennemsnitligt have oplevet en fremgang og fået flere penge mellem hænderne.
Ud fra et misundelsesargument kan det godt give mening at omfordele en større del af de mest velhavendes formuer, så de rigeste ikke “stikker af” fra den samlede befolkning.
Men den bedste måde at give gruppen med de mindste indkomster flere penge mellem hænderne er uomtvisteligt at sikre, at der er job til så mange som muligt.
Selve uligheden er ikke det vigtigste, så længe, at den ikke er ekstrem.
Det er vigtigere for Danmark, at “færre” har for lidt end at “få” har for meget.
