De seneste meldinger fra fronten mellem Tyrkiet og Syrien er desværre forudsigelige og bekymrende.

På et senere tidspunkt kan de få betydning for os.

Kurderne har i en årrække haft ansvaret for en stribe fangelejre, der huser de IS-kæmpere, der blev fanget i krigens slutfase, deres koner og børn. Tyrkiets hær og de tilhørende militser har de seneste dage angrebet fangelejrene, så det blev muligt at flygte.

De værste fanatikere blev overdraget til amerikanerne i sidste uge, men ifølge kurderne er flere lejre angrebet, så fangerne er flygtet. Antallet er usikkert, og meldingerne er usikre som altid i forbindelse med en krig.

Det er dog stærkt sandsynligt, at IS-krigerne nu er væk.

Scenariet blev forudset i sidste uge, hvor Donald Trump svarede kynisk:

'Hvis de flygter, vil de alle søge mod Europa' var hans svar.

Trump svigtede ikke bare sine allierede blandt kurderne, men med den åbenlyse ligegyldighed over for terrortruslen, de flygtede fanger udgør, har Trump også forrådt sine europæiske allierede.

For Trump er fangerne i det nordlige Syrien først og fremmest et problem for Europa, som derfor ligger, som man har redt, ifølge ham.

Det er heller ikke forkert, at europæerne har været nølende i forhold til krigene i Syrien og den nuværende konflikt. De europæiske lande har først og fremmest været optaget af at holde de mange flygtninge ude af Europa via en aftale med Erdogan.

Lejrene er proppet med statsborgere fra de fleste europæiske lande – herunder Danmark. Ingen har udvist stor interesse for at hente dem hjem for at retsforfølge dem.

Den danske regering ønsker at forhindre de krigere, der har dobbelt statsborgerskab, i at vende tilbage til Danmark. Lovforslaget, der blev præsenteret på Twitter, har allerede et stort flertal, så nu kan krigerne få frataget deres danske statsborgerskab. Dermed er de ikke længere vores problem. Hvem der så skal føre sagen, er der ikke noget svar på, men det danske problem forsvinder.

Trump har gjort det lysende klart for de europæiske ledere og politikere, at gamle alliancer ikke længere er, hvad de har været. Der er derfor kun et svar. Europa må finde sammen, og allerede mandag blev EU's udenrigsministre enige om at forbyde våbensalg til tyrkerne. Dog kun for fremtidige våben.

Tyrkerne svarede da også igen med en hånlatter.

Europæerne har hele tiden handlet for sent og for lidt.

På mange måder er Trumps kynisme og forræderi endnu en gave til Mette Frederiksen og hendes regering, for det er tydeligt for alle, at Europa må tage vare på egen sikkerhed. Her kan Mette Frederiksen spille en rolle. Hun kan på Danmarks vegne insistere på, at vi skal øge samarbejdet i Europa, at vi skal investere mere for at sikre os selv – vi kan ikke regne med USA, så længe Trump er præsident.

Mette Frederiksen bør stille sig i spidsen for at skabe en stærkere alliance på Christiansborg, der kæmper for at ophæve et forsvarsforbehold, som nu helt tydeligt er forældet.

Danmark må sørge for egen sikkerhed med Europa.