Det virker hver gang. Det kommer det også til at gøre denne gang.

Den amerikanske præsident kommer på officielt besøg i Danmark lige om lidt.

Det er en foræring til den nye statsminister, Mette Frederiksen, at Donald Trump kommer på besøg, og det kan 'næsten' ikke gå galt.

Lige siden Poul Schlüters tid, hvor han etablerede et nært bekendskab med George 'den gamle' Bush, har alle efterfølgende danske statsministre forsøgt at få den amerikanske præsident til landet.

Poul Nyrup Rasmussen udviklede et tæt forhold til Bill Clinton, der i 90'erne var en rockstjerne. Nyrup havde et af sine fineste øjeblikke, da han vinkede til 100.000 begejstrede danskere på Nytorv sammen Bill og Hillary.

Anders Fogh skabte et venskab med George W. Bush, der eksisterer den dag i dag, på baggrund af de historisk vanskelige beslutninger, der blev truffet efter 11. september. Bush og Fogh stod sammen i tykt og tyndt.

Helle Thorning-Schmidt lavede årets billede, da hun uformelt lavede en selfie med Barack Obama og Englands David Cameron ved Mandelas begravelse i Sydafrika. Obama besøgte Danmark, men ikke på et officielt besøg. Han kom til det fejlsslagne Cop15, hvor han hurtigt forsvandt igen, da resultatet udeblev.

Lars Løkke Rasmussen har besøgt både Obama og Donald Trump, og begge gange fik den siddende statsminister et resultat ud af det. Løkke holdt sin absolut bedste internationale tale ved Obamas afgang. Med humor og bid. Donald Trump fik det, Løkke kaldte et Hjallerup Marked-håndslag, men nok så vigtigt fik Løkke ørenlyd hos præsidenten i verdens mægtigste land.

Da jeg producerede dokumentarserien om 'Statsministrene' i 2017, var det påfaldende, at alle statsministre havde billeder af sig selv med den siddende amerikanske præsident. Billeder, der viser betydningen af forholdet mellem USA og Danmark og dermed også den betydning, et statsministerjob har. Billederne viser så at sige, at 'man har været der', og alle statsministre tillægger det afgørende betydning, at forholdet er tæt og personligt. De taler gerne om det med stolthed.

Mette Frederiksen har dårligt sat sig i statsministerstolen, før den amerikanske 'appelsin ruller ned i turbanen'. Et besøg af en amerikansk præsident er normalt noget, der arbejdes på i årevis i Udenrigsministeriet og de danske ambassader.

Det kan stort set ikke gå galt for Mette Frederiksen, for nok skal hun balancere sine synspunkter, men hun får en uventet chance for at vise, at hun er statskvinde. Mette Frederiksen sammen med Donald Trump vil en gang for alle vise, at der er en 'ny chef i byen'. Mette Frederiksen kan vise, at hun ikke kun er bogholder i den lokale sygekasse, der deler penge ud til alle, der har lidt ondt i livet.

Mette Frederiksen kan vise, at hun er vores statsminister.

Nok skal de tale om enkelte penible emner. Mette Frederiksen må fortælle, at handelskrige er noget rod for alle, at klimaudfordringerne er så reelle, at de kræver handling, og at situationen i Syrien/Iran skal håndteres med diplomatisk omtanke.

Det er 'The Donald' helt ligeglad med, men nu er det sagt.

Han vil helt sikkert tale om det danske forsvarsbudget, som nok er skruet op ved et lynforlig sidste år, men stadig halter efter de aftalte to procent. Men her kan hun finde inspiration hos sin forgænger, Lars Løkke Rasmussen, der kom igennem med synspunktet om, at det danske bidrag ikke kun skal måles i kroner og dollar.

Det skal måles i vort professionelle engagement. Lige siden Clinton ønskede deltagelse i Kosovo, og Poul Nyrup Rasmussen svarede ja, har Danmark været en sikker deltager i alle konflikter med USA.

Ifølge Lars Løkke svarede Trump ved Nato-topmødet: 'good point', da han netop præciserede, at de danske tab har været store og ikke skal nedvurderes.

Mette Frederiksen skal hilse Donald Trump velkommen, og nok skal hun tage hensyn til både den danske opinion, der hader Trump, og den venstrefløj, der sikrer hende regeringsmagten.

Men bare vent, de skal nok allesammen dukke op til den store gallamiddag hos Dronningen.

Mette Frederiksen kan få en flyvende start med hjælp af Donald Trump og skal nyde dagene, hvor han er i København.