Har du læst historien om Sandra Mørk Valente?
Det vil jeg anbefale dig at gøre sammen med de flere hundreder af tusinde danskere, der allerede har fulgt med i den 30-åriges gribende historie.
Sandras historie vækker opsigt, fordi så mange andre danskere og patienter kan identificiere sig med hendes tur igennem sundhedsvæsenet. Det er otte år siden, hun henvendte sig hos lægen med smerter i benet, og siden er meget gået galt. De seneste to år har hun besøgt hele 19 forskellige læger uden at få den rette diagnose. Da hun endelig fik en, var det næsten for sent. Hun har desværre kræft, der har bredt sig fra benet og til hofterne, og det er usikkert, om hun overlever.
Grundproblemet i Sandras sag er, at hendes konstante klager blev overset og bagatelliseret. En tidligere MR-scanning kunne måske havde stillet hende anderledes i dag. Hun blev ikke taget alvorlig.
På den måde er hun ikke anderledes stillet end journalist og redaktør Arne Notkin, der netop har skrevet en bog om sin tur igennem behandlingssystemet. Han fik en kræftdiagnose, men først efter han stædigt og vedholdende havde kæmpet sig frem til en såkaldt 'second opinion'. Havde han ikke fået den, havde han formentlig ikke overlevet, vurderer han selv i dag.
I begge tilfælde var det en manglende scanning, der forhindrede den nøjagtige diagnose. Det er bekymrende, for der mangler ikke scannere i Danmark. Der må være noget andet, der ikke fungerer effektivt nok.
De danske læger er dygtige, de vil patienterne det bedste, og vi bruger de fornødne ressourcer. Der vil altid opstå fejl i et sundheds- og sygehusvæsen, hvor det er menneskelige vurderinger, der afgør diagnoser og efterfølgende behandlinger. Det er ikke der, problemet opstår.
Der skal grundlæggende en anden mentalitet ind i det danske sundhedsvæsen og de danske læger. Det er straks vanskeligere. Det handler helt elementært om patientinddragelse. På mange afdelinger lader det sig naturligvis ikke gøre, men i modtagelsen og udredningen er det helt afgørende.
Mange patienter kommer med viden og indsigt om sig selv, deres krop og deres mulige diagnoser. De er ikke allesammen brokkerøve. De er mennesker, der ønsker at tage hånd om deres eget liv, og som kan involveres i det omfattende detektivarbejde, en udredning kan være. Mange læger ser ikke patienter som hele mennesker, men vurderer derimod enkeltdele af kroppen, som er deres speciale. Hvorimod patienter ser sig selv som et helt menneske, hvor alle dele er væsentlige for at forstå og klarlægge en eventuel diagnose.
Et sundhedssystem består ikke kun af kitler, bygninger, operationsstuer og medicin. Et sundhedsvæsen behøver et menneskesyn, hvor den enkelte bliver taget alvorligt, og hvor behandling handler om det hele menneske.
Det kommer ikke af sig selv eller på næste fredag. Derfor fortsætter B.T. de kommende dage med at fortælle flere historier om danskere, der har oplevet, at de skulle kæmpe urimeligt hårdt for at få den rette diagnose og behandling.
Lægeforeningen (og alle andre) skulle tage at læse med, for sagen er for vigtig at ignorere. Foreløbig har de ikke tid til at deltage i debatten med B.T., siger de. Det er vanskeligt at forestille sig noget mere vigtigt end patienternes oplevelser med sundhedsvæsenet.
Måske kan vi allesammen lære noget.
