“Kære Thomas. Jeg er sygemeldt minimum en måned fra i dag”.
Sådan skrev teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen (EL) i april til Thomas Højlt, der er sekretariatschef i forvaltningen.
Forud var gået en meget omtalt hændelse i forbindelse med en fest i miljøborgmesterens lejlighed. Et bestyrelsesmedlem fra partiets afdeling i København blev efterfølgende sigtet og varetægtsfængslet for at have voldtaget en hjælpeløs kvinde. Retssagen finder sted 28. august.
Borgmesteren har til politiet forklaret, at hun lå i samme seng, som den angivelige voldtægt foregik i.
Nu er borgmesteren sygemeldt med fuld løn på fjerde måned.
Udgiften til sygemeldingen fordobles oven i købet for Københavns Kommunes borgere, fordi Enhedslisten har udpeget Karina Vestergård Madsen som stedfortræder. Som vikar har hun ret til samme løn som den siddende borgmester; 102.931 kroner om måneden.
Værst er dog selve princippet om, at der gælder helt specielle regler for politikere, når det kommer til flere af de forhold, der ligger uden for netop lønnen.
Det har ofte været problematiseret, at politikere har skabt langt mere gunstige forhold inden for pension og eftervederlag til sig selv, end de har gennemført for resten af samfundet. Historien om Hedeager Olsen kaster også lys på forholdene i forbindelse med politikeres sygemeldinger.
Kommunal- og folketingspolitikere behøver ikke forklare, hvorfor de melder sig syge og behøver heller ikke fremlægge dokumentation. De slipper for møder i jobcenteret og behøver ikke fortælle nogen, hvornår de forventer at vende tilbage til tjansen.
I det konkrete tilfælde kan Ninna Hedeager Olsen helt efter reglerne opretholde sin sygemelding på fuld løn i ni måneder uden modkrav.
Enhedslisten oplyser, at borgmesteren 'regner med at komme tilbage efter retssagen'.
Forklaringen på, hvordan de kan vide, at borgmesterens tilstand igen passer med arbejdets krav netop dér, fortaber sig.
Men som kommunalforsker Roger Buch forklarer til Ritzau, er det en noget anden behandling, end den almindelige borgere kan gøre sig til gode med ved sygdom.
Det er bestemt på sin plads, at politikere får en løn, der modsvarer det store ansvar, de ofte har.
Det giver også mening, at vi hjælper mennesker, der har påtaget sig et politisk embede, økonomisk støtte i overgangen tilbage til et almindeligt arbejde.
Ninna Hedeager Olsen er ikke en skurk i denne sag, men bliver alligevel eksponent for de spegede forhold.
Det nytter ikke, at politikerne udarbejder reglerne på en måde, så de sætter sig selv helt uden for kategori i disciplinen 'hypning af egne kartofler'. For så bliver selve systemet sygt.
