Det var en underlig tirsdag i coronalandet Danmark. Det meste af dagen gik med, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var i konflikt med sine egne myndigheder.

Først lancerede han et mildt angreb på Sundhedsstyrelsen for en forfejlet test-stategi i Danmarks Radio. Man må forstå på sundhedsministeren, at han personligt havde talt med WHO om den danske strategi vedrørende test - udenom sine rådgivere. Strategien er nu lagt om, ifølge ministeren, men det er ikke soleklart, om den reelt er lagt om, eller den blot er udvidet, fordi man nu råder over flere testmidler.

Siden gjorde han uenigheden til et kunstigt problem på sit pressemøde, men diskussionen og den medfølgende usikkerhed, var dog rejst af ham selv.

Det er faktisk vanskeligt at forstå, hvad strategien er lige nu, og sundhedsministeren gjorde det ikke klarere på sine mange optrædender i de forskellige medier i løbet af dagen.

Det er skidt, for hvis hele den danske befolkning skal bakke op om den nuværende nedlukning, er de nødt til at forstå og acceptere den nuværende strategi. Det hjælper ikke, at minister og rådgiver er uenige. Det hjælper heller ikke, at ministeren indimellem taler med uld i mund.

Parterne bliver ganske enkelt nødsaget til at slå en streg over deres uenigheder. Der er ingen tvivl om, at det politiske niveau - regeringen - føler sig ringe rådgivet i forhold til det danske beredskab, der for mange gange har stolet på egne evner og vurderinger.

Men der er ingen vej udenom.

Sundhedsministeren må undgå kampene og være meget tydeligere i sin kommunikation. Lige nu forkludrer han sagen og risikerer, at opbakningen til de meget alvorlige restriktioner og indgreb i den personlige frihed, som regeringen har hældt ned over os, langsomt smuldrer. Der er flere begrænsninger, som vi normalt aldrig ville acceptere. Regeringen har taget alvorlige frihedsrettigheder fra os. Vores bevægelsesfrihed, grænsen er lukket. Forsamlingsfriheden er væk, vi kan ikke mødes, som vi vil.

Tirsdag morgen forsøgte Styrelsen for Patentsikkerhed sig med et nyt indgribende forslag. Danskerne skulle have mulighed for at anmelde andre danskere, der kunne tænkes at have coronavirus. Et grænseoverskridende forslag, der leder tankerne hen på tidligere autoritære regimer. Forslaget levede dog kun få timer, inden sundhedsministeren selv slog 'stikkerforslaget' ned.

Så langt vil regeringen dog alligevel ikke gå, men bare det, at forslaget kom ud over rampen og ud til offentligheden viser, at vi lige nu bevæger os på en meget tynd line for vores demokratiske samfund. Vores tilkæmpede frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis hellige alle steder.

I kulissen lurer et forslag om, at myndighederne skal have adgang til vores teleoplysninger fra telefonselskaberne. Endnu et indgreb i vores personlige frihed og et skridt mod det totale overvågningssamfund. Det er vanskeligt, at se logikken i forslaget, hvis man ikke samtidig vil lave en aggressiv test og smittesporing og det er jo netop ikke intentionen, ifølge sundhedsministeren. Eller hvad?

Det er nødvendigt, at politikerne og myndighederne finder den rette vej uden at begrænse vores frihed yderligere. Vi er rigeligt begrænset i forvejen. Alle forslag skal have logikkens klarhed, ellers skal de blive i skuffen.

Fokus for alle involverede er naturligvis på at begrænse smitten, men det er strengt nødvendigt at indlede strategien for, hvordan vi åbner samfundet igen. Vi savner en strategi for en langsom lempelse af de voldsomme begrænsninger for de danskere, der ikke er smittede.

Det er dem, der skal åbne landet.