I kølvandet på 1990'ernes dopingsnyd i cykelsporten opstod begrebet 'Rolf er ren', efter Rolf Sørensen gang på gang afviste at have haft fingrene i krukken med de forbudte stoffer. På samme måde gør den tidligere borgmester Morten Kabell (EL) et pinligt forsøg på at holde sig fuldstændigt fri for ansvar i den seneste skandale i Teknik- og Miljøforvaltningen på Københavns Rådhus.

I søndags kunne B.T. afsløre en hemmeligstemplet rapport, der slår fast, at borgere er blevet voldsomt overfaktureret. Ifølge rapporten har københavnere betalt op imod 10 gange så meget for kommunalt renhold af fortove, end hvis private havde klaret opgaven. Teknik- og Miljøforvaltningen besluttede dog at holde rapporten hemmelig for 'at beskytte kommunens økonomi', da der kunne komme krav om tilbagebetaling.

Som B.T. i dag kan afdække, peger pilen direkte mod borgmesterkontoret. I et notat fra juni 2017, der blev stilet direkte til daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, skriver forvaltningen meget klart, at kommunens pris på renhold af fortove har været alt for dyr. Alligevel er det først i november sidste år, da en whistleblower gør opmærksom på, at kommunen med fortovsordningen ‘stjæler folks penge’, at der bliver igangsat den undersøgelse, vi her på B.T. har fremlagt. Morten Kabell mener dog, at han har handlet fuldstændig uproblematisk, og han ser frem til at blive 'renset' i en kommende uvildig undersøgelse. Han vil dog ikke svare på konkrete spørgsmål om sin viden om skandalen. Eksempelvis, hvad han konkret gjorde, da rapporten om overfakturering landede på hans skrivebord.

I Folketinget gør Enhedslisten en dyd ud af at holde både røde og blå regeringer i ørerne, men når det gælder Københavns Rådhus, er det en helt anden sag. For Morten Kabell er jo ren. Ligesom den nuværende EL-borgmester Nina Hedeager Olsen, der har svært ved at se de store problemer i B.T.s afsløringer fra forvaltningen.

Lad os nu få alt frem i lyset, så der kan placeres et politisk ansvar.

tnk