B.T. har gennem flere uger beskrevet en række sager under den fælles overskrift: 'De udviste børn'.
Den mest kendte omhandler den thailandske pige Mint, der er udvist til Thailand, til trods for at hendes thailandske mor bor her, og hendes danske papfar og lillebror er i Danmark.
Mint er - som en række andre børn - blevet vurderet 'ikke integrerbar', selvom den danske skole, hun gik i, mener, at hun allerede ER integreret.
Så er der sagen om Yiming. Hun blev i første omgang præcis som Mint vurderet umulig at integrere, men i en ankesag fik hun medhold og dermed lov til at blive.
Mints og Yimings sager minder på mange punkter om hinanden:
- De var tæt på jævnaldrende (12 og 13 år) på ansøgningstidspunktet.
- De har begge en asiatisk mor, der har den fulde forældremyndighed, og en papfar, som er dansk statsborger.
- De har begge to en biologisk far i hjemlandet, som de kun har haft sporadisk kontakt til.
- De har boet størstedelen af deres liv i hjemlandet, Mint i Thailand og Yiming i Kina.
- Både Mints og Yimings mødre er i første omgang rejst til Danmark uden deres døtre. Efterfølgende er pigerne kommet til Danmark.
Sagerne afgøres fra et skrivebord i Udlændingestyrelsen. Der lægges vægt på objektive forhold som alder, tilknytning, tid i hjemlandet uden den forælder, der er taget til Danmark osv. Der kigges ikke på potentialet for integration i forhold til det enkelte barns situation. F.eks. tillægges det ikke nogen værdi, om børn som Mint og Yiming klarer sig i en dansk skole eller taler dansk.
Eller hvad?
For selvom de to sager minder utroligt meget om hinanden, får de alligevel forskelligt udfald: Yiming må blive, Mint skal ud.
I bemærkningerne til loven fremgår det, at det kan have betydning, hvis man har gået i skole og haft ophold i Danmark, men når man spørger i nævnet, lyder forklaringen, at det ikke tæller 'særlig positivt eller særlig negativt, at man opholder sig i Danmark i en periode og opnår nogle danskkundskaber og går i skole'.
Vi har forsøgt at opklare, hvorfor de to sager får et så vidt forskelligt udfald, men mødes desværre af sort snak i Udlændingenævnet, hvor sekretariatschef Michael Lohmann Kjærgaard giver følgende svar til vores journalist om ovennævnte mysterium:
»Det indgår i vurderingen, men det tillægges hverken positiv eller negativ vægt. Det er et spørgsmål om juridisk vurdering,« siger Kjærgaard
(B.T.s journalist:) Det skal jeg lige forstå. Det tillægges en vægt, men det indgår hverken positivt eller negativt?
»Præcis.«
Det er måske bare mig, der er dum. Jeg forstår simpelthen ikke det, du siger.
»Jeg kan ikke forklare det bedre. Det er sådan, det er. Det er en juridisk vurdering. Det er ikke et spørgsmål om, at du er dum. Det er bare sådan, det er.«
Det tillægges en vægt, men hverken positivt eller negativt - altså ingen vægt?
»Det tror jeg ikke, vi kommer nærmere. Nu stiller du spørgsmål om ting, man ikke kan svare på.«
Efterfølgende har sekretariatschefen ønsket at trække sine udtalelser tilbage, men det har vi på B.T. afvist, fordi det er vigtigt at udstille den slags volapyk. Det ser unægteligt skidt ud på skrift, så man forstår godt ønsket om at trække svarene og blot afgive et vagt svar om 'juridisk vurdering'. Men i dette tilfælde fanger bordet. Som det også gør, når børnenes sendes ud af landet, væk fra deres familier.
Den manglende logik i svarene flugter desværre med den manglende logik i sagernes afgørelser. Det er under al kritik.
