Henrik Cavling var journalist født i 1858 og gennem hele sit voksne liv optaget af at forbedre kvaliteten af journalistik i Danmark. Han var den drivende redaktør på både Politiken og Ekstra Bladet, og det er almindelilg anerkendt, at han skabte og udviklede den version af journalistikken, som vi kender i dag.

Cavling var optaget af virkeligheden og stor tilhænger af at beskrive den nøjagtigt, uanset at den var grum eller ramte magten.

Naturligt nok fik han en pris opkaldt efter sig, Cavlingprisen, der anses for at være den flotteste anerkendelse, en journalist kan få.

Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund fik den fredag for at afdække hvidvaskskandalen i Danske Bank. Det var en oplagt sag, at de tre journalister fra Berlingske skulle modtage hæderen. Sagen, de afslørede, er omfattende. Banken hvidvaskede 1500 milliarder kroner gennem bankens estiske afdeling. Adskillige direktører blev fyret - herunder bankens topchef, Thomas F. Borgen, og bestyrelsesformand Ole Andersen.

De tre journalister fra Berlingske har arbejdet på sagen i knap to år og foretaget et enestående arbejde med at finde de rette kilder, dokumentere svindlen og afdække, hvordan Danske Banks topledelse var involveret. Det er klart, at de tre har haft hjælp fra en række kilder, der risikerede deres job. De har fået hjælp flere steder fra, men sagens optrævling er deres fortjeneste og kan ikke anerkendes nok.

Sagen rækker nemlig betydeligt længere end til den konkrete afsløring af Danske Banks flossede moral og ulovlige handlinger. I øjeblikket er der undersøgelser i en række lande. Herhjemme har Finanstilsynet været tvunget til at genåbne en undersøgelse, det ellers havde lukket.

Sagen er dermed langt fra lukket og den kan sagtens bringe alvorlige ændringer til vores finansielle verden.

Finanskrisen i 2008 og de efterfølgende bankpakker, skabt på Christiansborg, medførte, at flere danske banker blev erklæret for ‘systemiske’. Helt forenklet betyder det, at bankerne er så store, at hvis de går ned, vil det få alvorlige konsekvenser for hele Danmark. Derfor har staten - på vegne af dig og mig - lovet, at de ikke går ned. Bankerne vil blive hjulpet via en form for statsgaranti

Det er altså vores skattepenge, der reelt sikrer de største banker. Det bør vi tage alvorligt.

Hvidvaskskandalen i Danske Bank betyder, at det i dag er svært for almindelige skatteborgere at have tillid til den finansielle branche, hvilket nok er kommet som et chok for de fleste os. Læg dertil udbytteskandalen, der kom frem i 2015, og som udviklede sig yderligere i 2018, hvor det blev afsløret, at banker har været meget aktive spillere i at dræne den danske statskasse for 12,5 milliarder kroner.

De to sager viser, at vort samfund, der i høj grad er baseret på tillid til, at vi alle betaler vores skat uden at snyde, er sårbart, når de virkelig magtfulde bruger deres evner til at svindle systemet.

Det er derfor stærkt nødvendigt, at afsløringerne fra de tre Cavling-vindere følges op af reel og kontant handling. I skrivende stund virker det som om, at det kun er Liberal Alliance og Enhedslisten, der har reelle bud på handlinger, der sikrer vores penge.

Liberal Alliances meget simple skattesystem vil helt sikkert mindske incitamentet til at svindle, men nok ikke hindre Danske Bank i at hvidvaske. Enhedslistens meget grundige gennemgang af de to skandaler får dem til at foreslå både opsplitning af de eksisterende ‘finansielle supermarkeder’ og en ny bank drevet af staten. Ingen af de to partiers forslag bør afvises på nuværende tidspunkt, men det er afgørende, at andre partier kommer ind i kampen.

De tre Cavling-vinderes historier om hvidvask kan meget vel blive de afsløringer, der om 10 år vil stå tilbage, som de afgørende brikker, der førte til en omfattende ændring af vores banker og deres indflydelse. Hvidvaskskandalen er slet ikke færdig endnu.