Det er en farceagtig skandale, som man hverken ved, om man skal grine af eller være rasende over. De fleste danskere gør lige nu begge dele.

DBU har gjort Danmark til grin ved at insistere på at gennemføre en træningslandskamp mod Slovakiet med spillere fra 2. division og futsal-landsholdet (indendørs fodbold uden bander).

Den kamp har ikke fortjent at blive spillet og tjener kun DBUs formål: at vise de danske landsholdsspillere, at DBU gennemfører kampe, selv om spillerne strejker – eller hvad vi skal kalde det.

Kampen er en hån mod vores modstander, tilskuerne og den almindelige opfattelse af fairness i sport.

Spillerne har sat deres umådelige popularitet og troværdighed på spil – blot få måneder efter vi forlod VM i fodbold med ære og et godt resultat. Det er svært at finde ære i det, vi er vidner til i øjeblikket.

'Hvem har ret, og hvem holder du med?' er det mest stillede spørgsmål det seneste døgn. Og det er umuligt at besvare, for vi har ikke den fulde sandhed om årsag og virkning. Kun halve historier fra to parter, der slet ikke spiller på samme hold.

Før vi bevæger os ned i substansen om aftalespillet, skal det betones, at det er selve den økonomiske aftale mellem spillerne og DBU, der er årsagen til balladen.

DBU kunne for lang tid siden have meddelt, at der ikke findes penge til nogen spillere på landsholdet. Nul. Der er god service, den bedste, og en stærk forsikring, der træder til, hvis uheldet for alvor er ude.

Men landsholdsfodbold kommer af lyst og ære. Det er frivilligt at deltage, men der er ingen penge mellem os.

Det er nok for sent at komme med den melding, men det er derfor, de er nødt til at forhandle.

Hvorfor forhandlingerne er gået i hårdknude, får vi aldrig at vide, fordi forhandlingsforløbet har været langt og bittert. Så det er øjet, der ser, der afgør vinder og taber i denne interne kamp.

I bt.dk's afstemning er der ingen tvivl: Vores brugere holder med spillerne. Fair nok – de skal have gode vilkår og sikkert også en gevinst, når de gør det godt. Men det ER et landshold, hvor det er frivilligt at deltage, og hvor ingen kan forvente, at landsholdspladsen er en fast indtægt, der forsørger familien.

Den får man i klubben, hvor man er ansat. Det bør være indlysende for de fleste, at påstanden om, at spillerne skal være lønmodtagere hos DBU, er lige så latterlig som den kamp, der skal spilles i Slovakiet.

Begge parter har derfor gjort deres til, at vi er havnet i en situation, som almindelige voksne danskere kun kan ryste på hovedet af.

Det er pinligt, det er flovt, det burde aldrig være sket.

Sagen må og skal have konsekvenser på begge banehalvdele. Når man forhandler om aftaler i længere tid, er det for at opnå et fælles resultat. Begge parter forsøger at finde den smertegrænse, som man ved, at man skal holde sig fra. Ellers går det på grund.

Dygtige forhandlere arbejder altid med den gode vilje og det fælles mål. De respekterer hinanden og viser det – i forhandlingerne og udadtil.

Sådan er det ikke længere mellem Spillerforeningen og DBU. Begge direktører må som konsekvens skride eller fjernes. Det er uholdbart for alle spillere, frivillige, tilskuere og ledere i dansk fodbold at se to 'næsehorn' tage alle os, der elsker fodbold, som gidsler.