Endelig sker der noget.

Efter B.T.s afdækning af de horrible forhold, der hersker, når borgere i Københavns Kommune skal betale for sagsbehandling af byggesager, griber overborgmester Frank Jensen (S) ind.

Det skal ikke længere være tilfældigheder, der bestemmer, om man skal betale for en eller to mands arbejdstimer i sagsbehandlingen, fordi man kan være uheldig at få sin sag behandlet af en medarbejder under oplæring, der både er langsommere end gennemsnittet og samtidig har brug for mere hjælp fra rutinerede kollegaer.

Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har nølet, men nu har overborgmesteren altså fået nok af den betændte sag og beordrer sin borgmester-kollega til at makke ret og stoppe urimelighederne.

Som eksempel kan nævnes sagen om Rune Gitz-Johansen, der ønskede at bygge et skur på sin grund og modtog en regning på 14.500 kr. for behandling af ansøgningen og desuden blev pålagt at indsende plantegninger af en vandtank på en palle og havens kaninbur, der blev mistænkt for at være en ulovlig bygning.

Ninna Hedeager Olsen ønsker ikke at stille op til interview om sagen, men svarer skriftligt til B.T.:

»Generelt vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal overholde de nationale regler for opkrævning af byggesagsgebyrer. Derfor har vi også fået bistand fra revisionsfirmaet Deloitte, advokatfirmaet Horten og senest Intern Revision i arbejdet med at fastsætte byggesagsgebyret.«

Det er godt, hvis der nu bliver bragt orden i sagerne, men det er beskæmmende, at det kræver skatteyderbetalt hjælp fra dyre revisions- og advokatfirmaer.

Som Parcelhusejernes Landsforening bemærker i en kommentar til sagen, er det 'mærkeligt', at forvaltningen skal tvinges til at ændre praksis, når der er åbenlys forskelsbehandling af borgere.

I stedet for at sende bundtvis af skattepenge til eksterne advokater, burde forvaltningen af egen drift tage ansvaret på sig, hanke op i resterne af sund fornuft og få betalt de fejlagtigt opkrævede penge tilbage til borgerne.

Og så kunne man ved samme lejlighed sende en undskyldning til Gitz-Johansen med en buket blomster. Og et salathoved til kaninen.