Forleden beskrev en god bekendt en oplevelse, hun havde haft under en indkøbstur i et storcenter i København.

Hun er ude for at købe en mikrobølgeovn, men uden at tænke konsekvenserne igennem får hun også erhvervet sig en pose fuld af dagligvarer, hvorfor turen ud af indkøbscenteret bliver besværlig.

Først forsøger hun at bære ovnen i kassen og posen med varer samtidig, men hun må opgive sit forehavende. For tungt og besværligt.

Hun ender med at tage posen i armene og puffe kassen med mikrobølgeovnen hele vejen gennem centeret med foden.

Hun beskriver oplevelsen således, og undrer sig: “Adskillige bomstærke (tomhændede) voksne mænd – både alene og i par med en kammerat – passerer mig ... og kigger; en gruppe halvstore teenagedrenge griner, da de går forbi mig – møjsommeligt puffende til kassen. Ikke én spørger, om de kan hjælpe.”

Efterfølgende tænker hun over, om det er noget særligt dansk, at ingen hjalp. Hun gætter på, at det f.eks. aldrig var sket i Italien.

Det sidste har hun givetvis ret i.

Men er det blufærdighed fra de forbipasserende, der gør, at ingen hjælper? Eller er der (også) andre ting på spil?

Man kan selvfølgelig indvende, at hun selv kunne have spurgt, om nogen ville hjælpe – hvad hun undlod. Men det burde vel heller ikke være nødvendigt.

Man kunne også spørge, om det absolut skulle være en mand, der sprang til med en hjælpende hånd, men trods udbredt ligestilling må det nok stadigvæk konstateres, at den gennemsnitlige mand bare er fysisk stærkere end den gennemsnitlige kvinde fra naturens hånd.

Man kan frygte, at den manglende hjælp i den pågældende situation også er et resultat af mild forvirring i forhold til, hvad man kan og må tilbyde en virkelighedens “damsel in distress” – kvinde i nød – den kendte kvindelige karakter fra fiktionen, der ender i en knibe, som en stærk eller på anden måde ressourcefuld mand må hjælpe hende ud af.

Har vi tabt den almindelige ordentlighed i forvirringen over, om man må sige ‘politimand’ eller altid skal bruge det kønsneutrale ‘politibetjent’? Er der blevet så stor forvirring om kønsroller, han, hun, hen, at det ikke er risikoen for en udskamning værd, hvis man træder til med en hjælpende hånd? Eller er det ren og skær dovenskab og udtryk for, at alle har nok i sig selv?

Uanset hvad den manglende hjælp skyldes, så må vi tage os sammen. Hjælp nu bare damen!

(Og ja, ser du en mand puffe en mikroovn fremad på samme vis, så hjælper du naturligvis også ham).