Var det modigt eller dumt? Det var i hvert fald ægte og endnu engang med til at tegne et meget ærligt og sympatisk billede af vores kommende konge af Danmark.

Er der nogen, der vil vælge at blive forarget over kronprins Frederiks pludselige entre på SmukFest torsdag aften? Helt sikkert. Er der nogen, der vil synes, at det var upassende og dumt? Uden tvivl. Men det vil formentlig være de færreste og slet ikke den generation, som Kronprinsen bliver konge for. De fleste danskere elsker den folkelige Kronprins og ser ham som et ægte og ærligt menneske af kød, blod og tårer. En god og kærlig far. En dedikeret ægtemand. Men også en anelse genert, nogle gange lidt kejtet og denne torsdag aften under bøgetræerne i Skanderborg også en lidt småberuset kronprins. Hvordan kan man andet end at knus-elske ham? Vi her på B.T. håber, at det også gælder Dronningen og Kronprinsessen, som måske har fået morgenkaffen galt i halsen, da billederne nåede dem.

Mange vil selvfølgelig undre sig over, hvordan det kan lade sig gøre, at vores kronprins pludselig kan slingre ind på en festivalscene uden, at det virker planlagt. Det har muligvis været aftalt, men det virkede spontant. Det er i hvert fald ikke noget Danmark eller verden har set før, normalt opfører de kongelige sig ikke på denne måde. Men kronprins Frederik er sin egen og har gennem sit liv insisteret på at være med på gulvet, også dansegulvet. Således har gæster i det københavnske natteliv ofte stødt på Kronprinsen i sine unge dage iført forvaskede t-shirts og slidte cowboybukser. Kronprins Frederik har det jo ikke fra fremmede, og man kan kun gisne om hvor mange sjove episoder, der ville have været foreviget, hvis der havde været mobiltelefoner og sociale medier i hans morfars - kong Frederik lVs - tid.

Alle erhverv oplever i disse tider store forandringer og det gælder selvfølgelig også de kongelige, som må tilpasse sig udviklingen i vores teknologiske tidsalder. Sociale medier og mobiltelefoner gør det umuligt at kontrollere og begrænse spredningen af de hændelser, som man tidligere ville have holdt skjult. Facebook, Twitter og Instagram sørger for at præsidenter og verdensstjerner optræder som en del af vores digitale vennekreds og gør os forvænte med at komme helt tæt på.

De sociale medier har på den måde gjort vores verden mere transparent, og det er blevet svært at foregive at være noget, man ikke er.

Det er heldigt for Kongehuset, at Kronprinsen virker, som om han ikke behøver at dække over sit sande jeg - danskerne kan lide ham, præcis som han er. De mange kommentarer, som billederne fra Nephews koncert har affødt, er entydigt positive. Og billedet, han er med til at tegne ude i verden af et lille trygt kongerige, hvor prinsen frit kan færdes og feste iblandt og med folket, er intet mindre end en fantastisk reklamekampagne for vores lille eventyrlige land.